Ungdomsuddannelser

Handelsstudent var kvik i både båd og skole

Nicolai Skjølstrup fra Hadsund spurtede gennem uddannelsen på handelsskolen, selv om han ved siden af skulle passe sin rosport på eliteplan.

Nicolai Skjølstrup ved båden Minerva, som Handelsskolen Minerva er medsponsor af. Privatfoto

Nicolai Skjølstrup ved båden Minerva, som Handelsskolen Minerva er medsponsor af. Privatfoto

Som eliteroer skal der knokles med træning og stævner. Derfor begyndte Nicolai Skjølstrup på handelskolens treårige forløb under en særlig Team Danmark-ordning. Den gav ham fire år til skolearbejdet, men den nu 19-årige roer fra Hadsund spurtede igennem på kun tre. Ved siden af scorede han blandt andet tre nordiske mesterskaber i roning. Han tog sin HHX-eksamen på Handelsskolen Minerva Mariagerfjord. I sin gymnasietid har han roet juniorotter med styrmand og var udtaget til U19, hvor hans otter tre år i træk vandt nordisk mesterskab. Desuden har Nicolai Skjølstrup i fire år roet firer uden styrmand. Med denne bådtype har han bl.a. tre gange deltaget i Baltic Cup – en konkurrence, som hans båd vandt i 2005. Efter at Hadsund-roeren er blevet 19 år, er han rykket op i U23. Samtidig er han begyndt at ro singlesculler. Han har deltaget i et par nationale regattaer og et hollandsk, åbent mesterskab, hvor han blev nummer tre. Nicolai Skjølstrup begynder 1. august i en elevplads hos Intersport i Hadsund. Men han har allerede planlagt at flytte til København, når elevtiden er slut om to år. - Det er dér, de store hold træner. Jeg vil satse på en karriere som roer, hvis jeg ellers kan få det hele til at hænge sammen. Men det er jo gået godt indtil nu, konstaterer Nicolai Skjølstrup.