Handicap-stævne på vej

Udbrudene er de samme, selv om deltagerne er handicappede

Handicappede 20. marts 2003 07:00

AARS: Jubel, koncentration og frustration. Det er nogle af de følelser, som uden tvivl bliver en del af billedet, når Østermarkhallen om en uges tid slår dørene op til et stort stævne i handicapidræt. Der er små 80 deltagere tilmeldt, og de skal dyste i så forskellige discipliner som boccia, skydning, bueskydning og tæppecurling. Selv om det kun er et vensskabsstævne, vil der blive tryk på, forudser Jørn Erik Simonsen. Han er konsulent i Dansk Handicap Idræt (DHI) og en af arrangørerne af stævnet. - Der er ikke præmier til vinderne. Alligevel er jeg sikker på, at der vil blive gået til den. Det følelsesmæssige engagement i idræt og sport er det samme som hos ikke-handicappede. Så der bliver højlydte udbrud, vrede og glæde som ved alle andre idrætsstævner, siger Jørn Erik Simonsen. Vigtigt for identiteten De handicappede idrætsudøvere har stor gavn af at deltage i stævner og turneringer, fordi de møder andre med samme interesser. - Man kan hente succes og oplevelser i idrætsarenaen. Måske skiller det sig ud for deres dagligdag, hvor der måske ikke er så mange succesopleveser, vurderer Jørn Erik Simonsen. Netop det med succesoplevelserne er også grunden til, at der bruges lidt alternative relger ved stævnet i Østermarkhallen. Eksempelvis i bueskydning bliver skiverne kun 8 meter væk mod normalt cirka 20 meter. - De skal have en chance for at ramme. Mange vil opleve frustration ved ikke at ramme og kan være svært, hvis skiven er længere væk. Jeg tænker modsat - skiven skal tættere på for at give succesoplevelser, siger Jørn Erik Simonsen. DHI Nordjylland og Vesthimmerlands Handicap Idræt, der har base i Aars, arrangerer i fællesskab venskabsstævnet. Formanden i sidstnævnte forening, Eva Jensen, glæder sig de hyggelige og udfordrende timer på næste lørdag. - Det er et ret stort stævne, hvor fem nordjyske foreninger er tilmeldt. I år er vi med til at arrangere det, og det gør det ekstra sjovt, siger Eva Jensen fra Vesthimmerlands Handicap Idræt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...