Handicappede

Handicapboliger klar til indflytning

Yngre, fysisk handicappede kan nu bo blandt jævnaldrende

HJØRRING:Botilbuddet for yngre, fysisk handicappede på Buen er nu næsten færdigt. De første kan flytte ind 1. marts. Og der er behov for det. Der har hidtil ikke være nogle botilbud for unge mennesker med fysiske handicaps i Hjørring Kommune. Der har derfor været risiko for, at nogle blev fejlplacerede på plejehjem for ældre. Susanne Hesner, der er leder af botilbuddet, har sammen med kollegaen Henny Pedersen været med i projektet fra begyndelsen. Hun fortæller, at man dengang blandt andet i samarbejde med Hjørring Kommunes Hjælpemiddelcentral lavede et undersøgende arbejde for at finde ud af, om der var behov for det nye tilbud og fandt, at det var der. Det satte gang i projektet om et tilbud til yngre, fysisk handicappede, og med stor politisk opbakning er det nu gennemført. Der er plads til fem beboere i det nye bofællesskab, og fire af de fem beboere er allerede fundet. - To af dem kommer fra anbringelser udenbys, siger Susanne Hesner. - Det, at de kommer tilbage til Hjørring, betyder, at man bryder en isolation og giver dem mulighed for at bo i den by, hvor deres familie bor. For at de handicappede kan bo i egen lejlighed, er det nødvendigt med en del tekniske hjælpemidler, og lejlighederne er allerede udstyrede med noget af det bedste, der findes. Døre og vinduer kan åbnes med fjernbetjening, borde kan hæves og sænkes efter behov. Bofællesskabet har også et specielt sanserum med et spabad, der er lettere at komme i, fordi der er en dør i siden. Men der skal også menneskelig hjælp til. Ifølge Susanne Hesner og Henny Pedersen har de fysisk handicappede brug for både fysioterapi og ergoterapi. Dertil kommer den daglige pleje. Eftersom beboerne er forholdsvis unge, og deres alder ligger mellem 19 og 40 år, har man fra Hjørring Kommunes side forsøgt at finde et tilsvarende ungt personale til at tage sig af dem. Som noget nyt vil der sandsynligvis også blive etableret aktiviteter for de handicappede i botilbuddets fællesrum. Ikke kun for beboerne men for alle fysiske handicappede i kommunen. Ifølge Susanne Hesner er der i Hjørring tilbud af den art til udviklingshæmmede, men ikke til fysisk handicappede. - Der skal ansættes en, der sammen med brugerne kan finde ud af, hvilke aktiviteter der skal laves. Det er brugerne, der skal bestemme, slutter Susanne Hesner.