Handicappede kritiserer Hjørring

Benamputeret kvinde støtter formanden for Handicaprådets kritik af byens manglende faciliteter

Handicappede 17. september 2002 08:00

HJØRRING: - Hjørring skal ikke komme og fortælle mig, at det er en handicapvenlig by. Den tager nemlig kun hensyn til dem, der kan bevæge sig frit omkring! Ingefred Madsen sidder i sin lejlighed i Netto-komplekset i Østergade. Om nogen ved hun, hvad det vil sige at være handicappet. Hun kan fuldt ud give formanden for Handicaprådet i Hjørring Kommune, Jørn Størup, ret i, at som samfundsgruppe bliver de handicappede diskrimineret. Ingefred Madsen, 70 år, fik som 52-årig først sat sit ene ben af, for året efter at miste det andet. Det var åreforkalkning, der førte til amputationerne. Derfor har hun i årevis siddet i kørestol og ved, hvor svært det kan være at få tingene til at fungere. Mange gange er hun afhængig af andres hjælp, og det kan være en pestilens uden lige. - Men hvad skal man gøre? Selvforherligelse Hendes helt store interesse er bridge, men da der ikke findes en lift på Vendelbohus, hvor hun spiller to aftener om ugen, må hun forlade sig på andre menneskers hjælp til at komme ned i kælderen, når kortene skal blandes. Om torsdagen er det ikke så slemt. Her står yngre, mandlige hænder parat til en gang løfteri. Men om onsdagen kniber det, for her er det mere ældre mennesker: - Men det går, og det er jeg meget taknemmelig for, siger Ingefred Madsen. Hun kan bare ikke kan forstå, hvorfor Hjørring Kommune ikke kan gøre Vendelbohus mere handicapvenligt: - Det er under al kritik, at der ikke er en elevator i Hjørrings forsamlingshus. Det skulle være et hus for alle, men det er det ikke. For en måneds tid siden sendte kommunen en brochure ud, hvor man priste sig selv i høje toner. I stedet for en sådan brochure kunne man have brugt pengene til en lift på Vendelbohus! Ingefred Madsen: - Der er et fint toilet i stueetagen, men ikke i kælderen. Jeg kan lige knibe mig ind, men jeg kan ikke lukke døren. Det er paradoksalt, for på kunstmuseet har de et fint handicaptoilet, som også ligger nede i kælderen. Ingefred Madsen kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, og med galgenhumor komenterer hun tingenes tilstand: - Vi har spurgt kommunen, om den ikke kan gøre noget ved forholdene på Vendelbohus, men der ligesom ikke sket noget. Hvis jeg må skippe bridgen, har jeg ingenting at sætte i stedet for. Og det syntes jeg ikke, kommunen kan være bekendt, siger hun. Manden Ingefred Madsen vil nødigt have, at andre skal tro, at hun er en gammel vrissen dame, der bare skælder ud. Men når det nu er så svært at være kørestolsbruger i Hjørring, griber det selvsagt ind i hverdagen. En anden side af hendes hverdag er den positive, for hun har både børn og venner, der ind imellem kommer og besøger hende. Men for det meste er hun ene. Det blev hun den dag, hendes mand, Edi Madsen, døde i 1997. Han havde været overlæge på hjerteafdelingen på sygehuset, og de var netop flyttet ind i Netto-bygningen som nogle af de første. Mandens død kort efter kom ikke som den store overraskelse. Han havde været syg igennem flere år, og om det, pludselig at blive alene efter mange års ægteskab, siger Ingefred Madsen: - Han var ikke ked af at dø. Han var træt, så han fik fred. Det havde jeg det egentlig godt med. Jeg tænker på ham hver dag, men det er kun positivt. Nu er han tilfreds, så kan jeg også være det, siger hun, der altid har været noget af en læsehest: - Bøger bruger jeg megen tid på, men jeg er også glad for kunsten på mine vægge, siger hun, der allerede som 40-årig begyndte at mærke til det dårlige blodomløb: - Når jeg gik på gaden, blev jeg det man kalder for vindueskigger. For hver 10 meter måtte jeg holde en pause, så ondt gjorde det. Og for lige at få vejret igen, måtte man kigge på vinduer, indtil kramperne i benene holdt op. Jeg har mange gange siddet og grædt, når børnene var i skole og min mand på arbejde. Smerterne var ulidelige - selv de stærkeste piller slog ikke til, så der var ikke andet for, end at få først det ene ben sat af, og sidenhen også det andet. - Hvorfor skulle jeg straffes, tænkte jeg, for så skidt en pige syntes jeg ikke, jeg havde været! Det hele med - Men sådan var det, siger Ingefred Madsen i dag. Jeg var kun 52 år, da jeg fik det første ben sat af. Men jeg skal prise mig lykkelig for, at jeg fik så mange år som funktionsdygtig. Så er det vel ikke så hårdt at blive totalinvalid, siger den lille fighter, der vel ikke måler mere end en meters penge, som hun sidder foran én. Lidt mærkeligt er det at sidde foran et menneske, der ikke fylder mere. Men livsgnisten er der masser af, og hun er stadig adræt. Svinger sig op på armlænet på stolen og vupti, så er hun oppe i kørestolen. Og hen i bøgernes verden for netop at finde det rigtige ord for sin sygdom. Åreforkalkningen hedder noget så fint som arterioschlerose, siger hun, der på ét felt er meget utilfreds med sig selv: - Jeg ved godt, at jeg med mit dårlige blodomløb ikke skal ryge- men det gør jeg nu. Den lille kvinde smiler og fortsætter: - Min søn sagde forleden til mig: "Du må love mig at leve 10 år endnu! - Selvfølgelig vil jeg det. Jeg skal jo have det hele med, sagde jeg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...