Handicappede rejser ud

Hjørring Handicap Idræt får Rotary-støtte til sine 90 medlemmer

Frivillige og handicappede var i weekenden på tur i regi af Hjørring Handicap Idræt. Foto: Hans Ravn

Frivillige og handicappede var i weekenden på tur i regi af Hjørring Handicap Idræt. Foto: Hans Ravn

HJØRRING:Den har 35 års jubilæum i år, men det er ikke så synlig i gadebilledet og dermed ukendt for rigtig mange. Idrætsforeningen Hjørring Handicap Idræt tæller 90 psykisk udviklingshæmmede medlemmer fra hele Hjørring Kommune, og gennem alle 35 år har medlemmerne gået til svømning en gang om ugen. Nu er aktiviteterne udvidet med ture ud i naturen - til stor glæde for medlemmerne, der både har fysiske og psykiske handicap, samt for de frivillige, som både tæller familiemedlemmer og mennesker, der bare har lyst til at hjælpe, hvor der er brug for det. Hjælp er det også blevet til fra Hjørring Vestre Rotary, som i år har støttet Hjørring Handicap Idræt økonomisk, så en lang række sommerarrangement erhar kunnet lade sig gøre. - Det er vi rigtig glade for, og turene i maj og august og vores netop overståede tur her i weekenden, betyder meget for vores medlemmer. Turen i weekenden var vores jubilæumstur, som var noget ud over det sædvanlige. Vi var ved Tversted-søerne, ved Råbjerg Kirke og på Ålbæk havn, og vi spiste på Ålbæk Kro. Vores medlemmer betalte lidt selv, men støtten fra Rotary var meget værdifuld for os, siger Inger Søndergaard, formand for Hjørring Handicap Idræt. Hun sendte en ansøgning til Hjørring Vestre Rotary, og her er man rigtig glad for at kunne hjælpe. - Vi er glade for at kunne hjælpe en gruppe som de udviklingshæmmede. Pengene stammer fra vores kontingent. Vi er 62 medlemmer, der mødes en gang om ugen i Svanelunden, og vi følger med i udviklingen i lokalsamfundet. Vi hører foredrag og er på virksomhedsbesøg, og vi er en forsamling, der bakker op om det gode, der sker i Hjørring og omegn, siger Inge Reenberg, medlem af Hjørring Vestre Rotary.