Handicappris til Mariagerfjord Gymnasium

Gymnasiet i Hobro fik handicappris for at oprette speciel klasse for HFere

Lasse Damsgaard
Prisen består af 5000 kr. samt et diplom, et brev underskrevet af borgermester Mogens Jespersen, en vandrepokal samt en stor buket blomster og - ikke at forglemme - en stor krammer af formanden for handicaprådet Bent Manø Karlsen. Rektor Jette Engelbrecht modtog det hele. Prisen gives til enkeltpersoner, virksomhed eller enkeltperson, som har ydet en ekstra indsat for handicappede. Her foreviget af Bent Manø Karlsens søn, Johan. Foto: Michael Koch
1. september 2018 21:42

HOBRO: En hel uddannelsesinstitution løb i år med Mariagerfjord Kommunes handicappris - nemlig Mariagerfjord Gymnasium.

Gymnasiet får prisen for at have oprettet Vhf (visiteret hf), der er en specielt tilrettelagt hf-uddannelse for normaltbegavede unge med blandt andet ADHD og autismespektrum-tilstande.

Prisen blev lørdag morgen overrakt gymnasiets rektor, Jette Engelbreth, af formanden for Handicaprådet i kommunen, Bent Manø Karlsen.

Prisoverrækkelsen fandt sted i forbindelse med AMBU-festens morgenarrangement på AMBU-pladsen i Hobro.

Handicaprådet var i år i den lidt specielle situation, at der ikke var nogen indstillede kandidater til prisen, men som Bent Manø Karlsen lod det vide fra scenen i festteltet, så havde rådet selv let ved at finde en kandidat.

- For der er faktisk mange, der gør et stort arbejde på området. Faktisk var det lidt svært at vælge mellem alle dem, vi havde oppe at vende, sagde han, og afslørede derefter, at gymnasiet får prisen for sit initiativ for at have gjort noget for denne gruppe af unge, som på grund af deres særlige behov skal have lidt ekstra hjælpe for at komme igennem hf-uddannelsen. F.eks. via ekstra ro og afskærmning.

Desuden er klassestørrelsen mindre end normale klasser - i en Vhf-klasse er der ca. 14 elever, som har deres eget klasselokale.

I undervisningen bliver der lagt vægt på ro, overskuelighed og en struktureret pædagogik.

Vhf-klassen indgår dog på normal vis i gymnasiets helhed, og eleverne har mulighed for at deltage i de øvrige undervisningsaktiviteter og i skolens sociale liv.

Det var en tydeligt glad rektor Jette Engelbreth, der på scenen i AMBU-teltet modtog prisen.

- Jamen, tak er kun et fattigt ord. Vi er glade og rørte over det skulderklap prisen er, sagde rektor, som godt kunne bruge en lovliggørelse af klassen af det politiske system.

Mariagerfjord Gymnasium må derfor drive klassen via fondsmidler - samt på nåde og barmhjertelighed, som rektor udtrykte det.

Eleverne i klassen er i øvrigt dem på gymnasiet, der har de højeste eksamenskarakterer...

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...