Handicapråd vil på banen

Rådet vil vide, hvornår kommunen får en handicappolitik, og hvornår rådet inddrages i arbejdet

Handicaprådet med Flemming Vejrum i spidsen vil gerne medvirke aktivt, når kommunens handicappolitik skal udformes. Arkivfoto

Handicaprådet med Flemming Vejrum i spidsen vil gerne medvirke aktivt, når kommunens handicappolitik skal udformes. Arkivfoto

Handicaprådet i Brønderslev Kommune har ventet tålmodigt på en kommunal handicappolitik. Nu rykker rådet for svar. - Vi har fået at vide, at de er i gang med at lave en handicappolitik. Så vi vil meget gerne høre om arbejdet. Vi vil gerne vide, hvor langt man er, og hvornår og hvordan handicaprådet bliver inddraget i arbejdet, siger formand for Handicaprådet Flemming Vejrum, Brønderslev. - Vi synes det er væsentligt, at vi får lov at være med til arbejdet, så vi ikke bare får præsenteret et færdigt oplæg. En række kommuner landet over har fået vedtaget en handicappolitik, men Brønderslev Kommune er fortsat ikke blandt dem. En handicappolitik er ifølge Flemming Vejrum vigtig. Den skal beskrive, hvad kommunen vil gøre generelt på handicapområdet fremover. Og den skal blandt andet sætte rammerne for, hvornår og hvordan handicaprådet inddrages i de kommunale beslutninger. - Alt det der sker i handicaprådet, skal arbejdes ind i beslutningerne i de forskellige udvalg. Vi vil gerne være med på en sådan måde, at vi bliver hørt. De skal huske, vi er der. Handicaprådet er nyt for politikere og forvaltning, og derfor glemmer de os nogle gange, konstaterer Flemming Vejrum. Han understreger, at sager der vedrører handicapområdet skal til høring i Handicaprådet, inden de politiske udvalg kan træffe beslutning - og det sker ikke altid. - En handicappolitik kan være med til at sikre, at handicaprådet høres i sagerne, inden der træffes endelige beslutninger. Handicaprådet i Brønderslev Kommune har eksisteret i sin nuværende form siden sidste valg. - Forinden var der nedsat et frivilligt råd, men i forbindelse med kommunalreformen blev handicaprådene lovpligtige, tilføjer Flemming Vejrum. Han understreger, at Brønderslev Kommune ikke er eneste kommune, der endnu ikke har fået udformet en handicappolitik.