Turisme

Handlende bør øge bidrag til markedsføring

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Flemming Thingbak: Nordmændene er rigtigt gode for Aalborg.

AALBORG:Turisterne i Aalborg giver hvert år en ekstra omsætning til byen på 1,2 milliard kroner. Og selv om byens hoteller, restauranter og forlystelser kan glæde sig over de fleste af pengene, er der rigtigt mange turister, der elsker at shoppe i byens butikker: En tredjedel af de mange penge - ca. 400 millioner kroner - lægges i byens detailbutikker. Derfor opfordrer Peter Asboe-Hermannsen, marketingschef i Visit Aalborg, byens handlende til at øge bidraget til markedsføring af Aalborg i udlandet. - De forretningsdrivende betaler allerede i dag til den fælles markedsføring, men set i forhold til de traditionelle turisterhverv er beløbet ikke helt så stort, som det kunne være, siger Peter Asboe-Hermannsen. Hos Aalborg City er man klar til at følge opfordringen og åbne tegnebogen. - Vi er klar til at betale mere til den fælles markedsføring, hvis det er det, der skal til for at få flere turister til Aalborg. Vi er meget interesserede i at gøre flest muligt i både ind- og udland opmærksom på, at man i Aalborg kan få nogle gode oplevelser ved at handle i byens butikker, siger Flemming Thingbak, direktør i Aalborg City. Det mest nærliggende er en målrettet kampagne til det nordiske marked - især til nordmændene, der udgør en meget købestærk gruppe af turister. Hvert år besøger 120.000 nordmænd Aalborg - og de kan godt lide at shoppe i byens butikker, både sommer og vinter. - Nordmændene er rigtigt gode for os. De kan godt lide Aalborg, de elsker den danske jul, og de bruger mange penge, når de besøger byen, fortæller Flemming Thingbak. Han tilføjer, at man i samarbejde med Visit Aalborg derfor gerne vil arbejde for at øge tilstrømningen af turister til Aalborg.