Handlende håber på hotel-løsning

En ny ny ejer er måske på vej til at overtage det konkursramte Hotel Hvide Kro i Aalestrup

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det konkursramte Hotel Hvide Kro i Jernbanegade i Aalestrup har været en del af bybilledet i mere end 100 år. Foto: Grete Dahl

- Vi håber inderligt, at der findes en løsning, så hotellet kan drives videre. Det siger formanden for Aalestrup Handelsstandsforening, købmand Karl William Carlsen. - Det er af stor betydning for byen - og herunder også for de handlende - at Aalestrup har et hotel som Hotel Hvide Kro, siger formanden og henviser bl. a. til de turister, der benytter hotellet og som således er med til at skabe omsætning i byens forretninger. Samtidig har hotellet bidraget med arbejdspladser i byen og været ramme om vidt forskellige arrangementer fra foreningsmøder til private selskaber. - Jeg er både rystet og overrasket over, at Hotel Hvide Kro ikke kunne klare skærene og måtte gå konkurs. Jeg synes, det er synd for ejerne, der har knoklet hårdt med at drive stedet og istandsætte det. Derfor vil det være en katastrofe, hvis hotellet nu kommer til at stå tomt - især hvis det bliver en længere periode. Så vil det forfalde og bliver endnu sværere igen at få startet hoteldrift, siger Karl William Carlsen. Ingen kommentar Hotel Hvide Kro blev for otte år siden overtaget af det unge par Elsebeth og Morten Røhl-Grønbech. De ønsker imidlertid ikke på nuværende tidspunkt at udtale sig nærmere om konkursen, og hvad den måtte indebære for dem selv og hotellets kunder. Men Morten Røhl-Grønbech udtrykker håb om, at der forholdsvis hurtigt findes en løsning. Den vil i givet fald bestå i, at en ny ejer overtager det konkursramte hotel. Der har således allerede været en potentiel seriøs køber inde i billedet og en eventuel overtagelse vil muligvis kunne ske allerede fra omkring 1. april. Det vil også løse en række problemer omkring de forudbestillinger, der er på arrangementer hen over foråret - bl. a. konfirmationsfester. De personer og foreninger, der har afgivet ordrer, er blevet informeret om hotellets midlertidige lukning på grund af konkursen. Grundlagt i 1902 Det kendte hotel i Jernbanegade i Aalestrup blev grundlagt i 1902 og hed oprindelig Svendsens Hotel. Gennem mange år var det et velkendt hotel i landsdelen og med et godt ry. Dets gode omdømme blev dog svækket op gennem 1990'erne, hvor hotellet førte en noget omtumlet til værelse - bl. a. med ikke færre end fire forskellige ejere i denne periode. For knap en halv snes år siden overtog det unge par Elsebeth og Morten Røhl-Grønbech hotellet, og med stor virkelyst og mange initiativer fik de Hotel Hvide Kro på fode igen og genskabt dets gode mage. Så sent som i fjor renoverede de en del af værelserne og havde planer om at fortsætte denne modernisering i år. Men den økonomiske krise og svigtende turistbesøg gjorde, at de forleden måtte kaste håndklædet i ringen og indgive konkursbegæring.