Handlende ønsker politistation til Aars

Løgstør er fin til placering, men Aars bedre i det lange løb, lyder det fra handelsstanden fra kimbrerbyen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den såkaldte Arla-grund i Aars er fra flere sider foreslået som placering for en helt ny politistation. Arkivfoto: Grete Dahl

Fremtidens politistation i Himmerland? Den kan da sagtens ligge i Aars. Mens politikere og embedsmænd i Vesthimmerland har taget balletskoene på, når de skal danse uden om det varme emne om, at stationen kan ligge et andet sted end Løgstør, så har handelstanden i Aars nærmest taget træskostøvlerne på. "Vi ønsker, at den nuværende politistation forbliver i Vesthimmerlands Kommune. Mest af alt ønsker vi en placering i Aars. Og hvis dette ikke kan lade sig gøre, så ønsker vi en lokal politistation, som bliver mere synlig end den nuværende placering, som må siges, at være meget anonym", lød det således fra formand Jørgen Sørensen, da handelsstandsforeningen i Aars havde generalforsamling. Taler med beslutterne Han nævnte også, at handelsstandsforeningen har søgt at få en dialog med de personer, der kommer til at træffe beslutningen om, hvor himmerlands politifolk arbejdsmæssigt skal høre hjemme i fremtiden. - Vi synes, det er udmærket at stationen ligger i Løgstør. Bliver den ved med at være der, så fint med os. Men skal den væk fra Løgstør - for eksempel på grund af den dyre husleje der har været nævnt - så synes vi Aars er et oplagt valg, forklarer Jørgen Sørensen. Aars ligger bedst Adspurgt om den bedste placering i fremtiden er han dog klar i mælet: - Sætter man en passer i kortet og slår en cirkel kan man se, at placeringen ligger perfekt til Aars. Når vi ser frem i tiden, tyder alt også på, at det er her, der vil ske mest udvikling, så vi synes, den vil ligge godt her, uddyber formanden. Ser ikke meget til politiet Det spiller også ind for holdningen, at de handlende savner et synligt politi i gadebilledet i Aars. - Vi ser jo ikke meget til politiet her. Vi har mange attraktive forretninger i byen, men de er desværre også attraktive for uønskede kunder - dem, der ikke betaler. Der er en stor stigning i den slags kriminalitet her og intet tegn på, at den vil falde, forklarer Jørgen Sørensen. - Vi vil under alle omstændigheder gerne have en politistation, der er mere synlig. Ikke som den, vi har, der er gemt væk i en baggård i en kælder under kommunekontoret, lyder det.