Trafikulykker

Handleplan efter flot indsats ved ulykke

Ansatte i Spiren handlede korrekt og hurtigt, da seks fra børnehaven blev kørt ned

GANDRUP:Hvad gør man, når ulykken sker? Og især den ulykke som ikke må ske. Børnehaven Spiren i Gandrup blev sidste torsdag ramt hårdt på krop og sjæl, da fem børn og en pædagog blev kørt ned på vej hjem fra en skovtur. At alle slap med livet i behold, betegner man som mere end heldigt, og det har gjort efterbehandlingen af forløbet nemmere at håndtere. Efterfølgende har man i forvaltningen i Gandrup Kommune bearbejdet hele forløbet. Hvad skete der, fra ulykken skete ved middagstid til kl. 17.00, hvor alle samledes i børnehaven til orientering? Og den måde, at de ansatte i børnehaven reagerede på i samarbejde med forvaltningen, Falck og politi, kommer til at ligge til grund for en køreplan, når der sker ulykker i kommunens institutioner for børn og unge. Der blev tænkt - Det er på baggrund i noget helt centralt i ulykkesforløbet, især den klare og præcise måde, som børnehavens ansatte handlede. Der blev tænkt hurtigt og rigtigt, fortæller chefen for børne- og kulturforvaltningen, Niels Bork. Man ser først på, hvordan der blev reageret, lige da ulykken er sket med ramte børn, tililende som hjalp og trøstede, og pædagoger som hurtigt fik samlet børnene. Der bliver som det første ringet 112, og derefter blev børnehaven underrettet. Børnehaven kontakter så forvaltningen samt den lokale vognmand, der henter de børn, som ikke er berørt direkte af ulykken. I næsten samme åndedræt tager lederen af børnehaven ud til ulykkesstedet, og her er der tænkt: Hun tager det mobile kartotek over forældre, telefonnumre og så videre med. - Det betød, at man straks kunne få fat i hjemmene til de fem børn og pædagogen, der var ramt. Meget kløgtigt havde man ringet til den forælder, som boede nærmest sygehuset, så der var nogle ved skadestuen, når ambulancer kørte ind, fortæller Niels Bork med tydelig stolthed. Det, man gjorde fra forvaltningens side, da opringningen kom, var at sende børne- og ungelægen ned i børnehaven sammen med to psykologer fra PPR, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, så de var på stedet, når bussen kom tilbage med resten af børnene, fortæller Niels Bork. Børnehaven var nemlig opdelt i to hold, hvor det var første hold, som blev ramt, men der gik jo en gruppe bagved, som så deres venner blive kastet op i luften, da bilen ramte dem. Der sker det, at de står og venter på deres bus, og en pædagog går lidt ud for at stoppe den. Uheldigvis er det den almindelige rutebus, og han stopper brat op. En bagvedkørende bil vælger af uvisse årsager at forcere bussen indenom, og ser derved ikke børnene, før han rammer dem. Hurtig krisehjælp Da kontakten til børnehaven og PPR er klaret tog Niels Bork sammen med souschef Jakob Kruuse-Andersen straks ud til ulykkesstedet for at støtte lederen af daginstitutionen. - Og her ser jeg, at lederen har reageret hensigtsmæssigt sammen med Falck og politi, og vi går igang med at kontakte forældrene, fortæller Niels Bork. Her viser værdien sig af at have kartoteket med, så man hurtigt fik fat i forældrene. Jakob Kruuse-Andersen er nu taget ind på sygehuset og er i tæt telefonkontakt med Bork og de ansatte i børnehaven, som nu har fået samlet børn og forældre. Da ulykken var ude i æteren næsten en halv time efter, var pårørende allerede begyndt at kontakte børnehaven. Derfor beslutter man, at alle som har lyst kan komme og snakke med hinanden eller en psykolog og samtidig få af vide, hvordan det går de fire børn samt pædagogen inde på sygehuset. Ros til alle ansatte Kl. 17.00 indledes et egentligt orienteringsmøde, og lederen af Falck i Dronninglund, Peder Mejlvang, er sammen med landbetjent i Hals Kommune, Karsten Larsson med til at styre mødet og snakke ulykken igennem. Som eftermiddagen skrider frem, er tre af børnene blevet udskrevet, mens man beholder et barn til observation. Pædagogen er den, som er hårdets ramt. Slemt forslået med trykket bryst og ribben bliver hun på sygehuset til observation for hjernerystelse. - Senere på eftermiddagen erfarer vi, at et barn yderligere er indlagt til observation fra egen læge, fortæller Niels Bork. Det blev en lang aften i børnehaven, hvor man prøvede at forstå, hvad der var sket. - Og dagen efter kom stationslederen for at se, hvordan det gik, siger Niels Bork. - Der er faldet mange roser til alle, især børnehavens ansatte, der handlede rigtigt, med omtanke og fornuftigt, slutter Niels Bork.