Hanekamp på Lerpytter

En elendig indsats gav til sidst TFC det ene point i dramatisk slag mod Holstebro

Lars Bang Bertelsen
TFCs anfører Peter Bechmann pressede målmand Martin Jespersen hårdt flere gange i søndagens opgør på Lerpytter. Foto: Klaus Madsen
Fodbold 26. august 2007 21:25

Der var lagt op til et prestigebrag af de store, da Thisted FC søndag eftermiddag hjemme på Lerpytter tørnede sammen med Holstebro med eks-TFCerne Bo Thomsen og Martin Jespersen i 2. division. Og 728 tilskuere fik da også masser af dramatik i en kamp, som til gengæld bød på forsvindende lidt poleret fodbold. Faktisk var det mere hanekamp end fodboldkamp, og det blev understreget i en hektisk slutfase, hvor TFC-anfører Peter Bechmann inde i det lille felt gik i ryggen på sin gamle holdkammerat Martin Jespersen i Holstebros mål. Det udløste korrekt et frispark til Holstebro-keeperen, der dog forløb sig, da han efterfølgende sparkede ude efter Bechmann. Det så kampens ikke alt for heldige dommer, Jens Maae, ikke. Ellers havde hævnakten formentlig kostet Jespersen et rødt kort. Efter kampen indrømmede Martin Jespersen, at han havde været ude med riven. - Bechmann gik i ryggen af mig, og bagefter lavede jeg en hævnakt. Havde dommeren set det, så kunne det godt have kostet et rødt kort. Det var selvfølgelig dumt gjort af mig, men den slags sker jo i kampens hede, og jeg tror da, at Peter og jeg er lige gode venner af den grund, sagde Martin Jespersen. Peter Bechmann var da heller ikke på nogen måde sur over hændelsen. - Jeg kan ikke tillade mig at brokke mig over det, når jeg ved med mig selv, at jeg kunne have fundet på det samme, sagde en ærlig TFC-anfører. To kasser af Bechmann Samme Bechmann spillede den positive hovedrolle hos hjemmeholdet. Han scorede begge værternes mål, og det ene faldt i overtiden til udligning til slutfacit 2-2. Dermed fik angriberen endelig gang i målscoringen efter en lang måltørke. - Men jeg ville hellere have spillet en god kamp. Mit spil var bestemt ikke prangende i en kamp, hvor vi var alt for mange, der ikke ramte dagen. Jeg kan næsten ikke huske, at vi har spillet så dårligt. Som det udviklede sig, skal vi være lykkelige for et point, selv om Holstebro helt klart er et hold, vi bør besejre på hjemmebane, sagde Peter Bechmannn. I Holstebro-lejren ærgrede Martin Jespersen sig over, at gæsterne ikke kunne holde fast i den 2-0 føring, som blev skabt i starten af anden halvleg. - Når man er foran med to mål, så skal man vinde en fodboldkamp. Jeg mener også, at vi havde fortjent sejren. Thisted kom jo ikke frem til noget som helst på deres hjemmebane, sagde Martin Jespersen, der indrømmede, at han havde været temmelig nervøs op til kampen. Godt tilfreds - Det var selvfølgelig en speciel kamp for mig, men da vi først kom igang tænkte jeg ikke rigtig over det. Min egen præstation var jeg godt nok tilfreds med, selv om jeg ikke havde så meget at lave. Selv om vi smed en tomålsføring væk, så er det ikke kun skidt med uafgjort. Holdet spillede en god kamp, og Thisted på udebane er altså en af sæsonens rigtig svære kampe. Det er ikke dårligt at få et point i sådan en kamp. Slet ikke efter vi fik en ”snitter” på 6-1 sidste weekend hjemme mod Vanløse, sagde Martin Jespersen. Med det uafgjorte resultat er Thisted nu midt i rækken noteret for seks point, mens Holstebro i bunden blot har to point for fire kampe.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...