Malta

Hang til havet og til radiobølger

Lars Rohde - P4-vært gennem 34 år fylder fredag 60 år.Foto: Claus Søndberg.

Lars Rohde - P4-vært gennem 34 år fylder fredag 60 år.Foto: Claus Søndberg.

¤ Lars Engelbrecht Rohde, journalist, Klementsparken 2, Storvorde, fylder fredag 60 år. De faste lyttere på P4 Nordjylland har tilbragt rigtig mange minutter i Lars Rohdes gode selskab. 34 år har han været ansat på Danmarks Radios regionalstation i Aalborg, og i de år er der ikke mange funktioner, han ikke har prøvet. Han har været reporter, var i 14 år med titel af redaktionssekretær manden, der holdt styr på døgnets produktion, og har siden virket som studievært morgen, formiddag, eftermiddag og søndag. Hans behageligt modulerede stemme og flair for at bruge sproget i radioen er kommet ham til gode i ikke mindst værtsfunktionen. Men 19. oktober satte han uden de store armbevægelser punktum for 41 år som journalist. Den onsdag var den sidste melodi, han sendte ud i æteren, C. V. Jørgensens "Det si'r sig selv", og på den måde blev ringen sluttet. Sangen handler om Bjerringbro by night, og just i Bjerringbro begyndte Lars Rohde som journalistelev på Randers Amtsavis i 1971. Når den resterende ferie er afviklet til nytår, bliver Lars Rohde efterlønner - og uden tvivl en aktiv én af slagsen. Livet igennem har han haft en svaghed for alt, der er maritimt, og i Hou, tæt ved sommerhuset, ligger en lille jolle og venter på at blive benyttet meget mere end hidtil. Samtidig har fødselaren meldt sig som frivillig på det gode skib Loa i Aalborg og ser frem til at deltage i både vedligeholdelse og sejladser. Hans hang til havet kommer ikke hjemmefra. Hans far var malersvend, og moderen syede handsker i fødebyen Randers. Men da lille Lars begyndte at gæste børnebiblioteket i Snaregade, var det hylderne med Peder Most-bøgerne, han styrede hen imod. Som ung drømte han om en karriere som søofficer, men nærsynethed kombineret med lidt for lave matematik-karakterer i gymnasiet udelukkede den vej. I stedet faldt valget på journalistikken - og på radiobølger. Det blev til syv år på Amtsavisen i Randers, før han kom til Aalborg og DR. Nu står den i den forestående tredje alder på guitarspil - en hobby, han allerede er begyndt at gå til undervisning i. Til foråret venter en tur med mobil home ad route 666 i USA sammen med samleveren gennem årtier, Lone Fagerberg, der også er ansat på P4 Nordjylland. De to kan drage vestpå som ægte ægtefolk. I september tog de fusen på de fire sammenbragte børn, svigerbørn og to børnebørn, som de havde inviteret på ferie på Malta: Pludselig dukkede en i al hemmelighed indforskrevet lokal giftefoged op og erklærede dem, på en græsplæne mellem to palmer, for ægtefolk.