Politik

Hanna skrev til Mette Frederiksen: Formandens svar er racistisk

Mette F. svarede Facebook-bruger ved at bringe etnicitet på banen, hvilket skuffer Hanna Mohammed Hassan.

3F i Aalborg vil ikke høre Mette Frederiksen 1. maj, efter at formanden har skiftet valgkreds, og partiet har stemt for en eventuel lockout. Foto: Scanpix/Mathias Løvgreen Bojesen/arkiv

3F i Aalborg vil ikke høre Mette Frederiksen 1. maj, efter at formanden har skiftet valgkreds, og partiet har stemt for en eventuel lockout. Foto: Scanpix/Mathias Løvgreen Bojesen/arkiv

Mette Frederiksen er ked af, at hun er blevet misforstået i en debat på S-formandens Facebook-side, som kom til at handle om etnicitet.

Men Hanna Mohamed Hassan, som kommentaren var rettet mod, kan ikke se, hvordan formandens kommentar kan misforstås. Derfor godtager hun ikke beklagelsen.

- Jeg synes, kommentaren er racistisk, det er, som om hun prøver at gøre mig til andenrangsborger på grund af min hudfarve.

- Det er en udemokratisk adfærd for en statsministerkandidat, når jeg stiller kritiske spørgsmål til hendes stemme for lockouten og hendes ikkevestlige indvandringspolitik, siger hun.

Hanna Mohammed Hassan er dansk statsborger, men stammer fra Somalia og er medlem af Enhedslisten. Hun har tidligere været medlem af Socialdemokratiet, men kender ikke formanden personligt.

I et opslag fra Socialdemokratiets formand kritiserede Hanna Mohammed Hassan partiets holdning til udlændingepolitik og rolle i arbejdsmarkedspolitikken.

Det fik Mette Frederiksen til at svare.

- Det er hårde ord fra en ung kvinde, som Danmark har taget godt imod, indleder formanden med at skrive til kvinden.

Mette Frederiksen har siden beklaget sine udtalelser, som flere har tolket, som at formanden skulle hævde, at man ikke må deltage i debatten, hvis man ikke er etnisk dansker.

Men den beklagelse afviser Hanna Mohammed Hassan, som kom til Danmark i 1993 og fik asyl.

- Vi er alle mennesker, og det er politikerne også. Bliver der begået en fejltagelse, så er det mest rigtige vel, at man beklager.

- Men at man ikke indrømmer den og prøver at give et halvt skulderklap, det kan jeg ikke forstå, siger hun.

Hanna Mohammed Hassan afviser, at det er hende, der bringer etnicitet ind i debatten, når hun i sit opslag kommer ind på, at hun har fået asyl i Danmark.

- Jeg bringer ikke min egen etnicitet ind i debatten, jeg stiller hende spørgsmål om hendes politik. Jeg spørger specifikt ind til to emner, der berører mig, siger Hanna Mohammed Hassan.

Hun mener, at Mette Frederiksen gør det personligt.

- Hun bringer det ned på individniveau, og hun er politiker. Hun angriber mig og min person direkte. Jeg har ikke angrebet Mette Frederiksens person. Jeg har stillet kritiske spørgsmål til hendes politik, siger hun.

Mette Frederiksen har tidligere afvist at kommentere sagen over for Ritzau.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst