EMNER

Hanner i aktion for dyrepark

10 frivillige samlet til afbarkning af grantræer til udsigtsplatform

ARDEN:Humøret var uanset det kolde vintervejr højt tidligt fra morgenstunden i går, hvor 10 lokale mænd og enkelte børn samledes for enden af Mejerivej i Ardens udkant for at afbarke 25 rå kæmpestore douglas granstammer i løbet af dagen. Det er anden lørdag i træk, lokale frivillige trækker i solidt varmt arbejdstøj og giver et nap med til realiseringen af byens nye dyrepark. - Stammerne skal benyttes til etablering af en udsigtsplatform på 40 kvm., to indgangsportaler til dyreindhegningen samt en gangbro for dyrene tværs over cykelstien, en såkaldt faunapassage, forklarer Peter Skott. Han står med det overordnede ansvar for levering og klargøring af de knap 100 douglas stammer, der skal benyttes til dyreparken. Sammen med de øvrige på dagens arbejdshold forventer han, at alle dagens 25 stammer er afbarkede sidst på eftermidagen. En ny leverance fra Restrup Savværk i næste uge sikrer, at der er nok at tage fat på igen for de frivillige næste lørdag. Pengegave til jordkøb Dagens ældste deltager er pensionist Børge Sørensen, Arden, der med donation af et større pengebeløb til den nye dyrepark har haft en afgørende rolle for realiseringen af planerne. - Jeg har givet penge til køb af jordparceller. Hvorfor jeg har gjort det skyldes, at en dyrepark med dådyr her i Arden kan blive til glæde for en masse lokale borgere inklusiv børn og ældre. På samme tid kommer dyreparken til at ligge fint i harmoni med Arden Naturpark ved siden af, erklærer Børge Sørensen forventningsfuld. 15. maj skæringsdato Selv om alle fremmødte arbejder frivilligt og ulønnet, så har de alligevel en stram tidsplan hængende over hovedet. - For allersenest 15. maj skal det hele inklusiv indhegningen stå klar. Det er nemlig sidste frist for at lukke de 10 indkøbte drægtige dådyr løs, da de lovmæssigt ikke må flyttes en måned inden de kælver, forklarer Peter Skott. De frivillige skal dog ikke selv indhegne parken på fem tønder land med to meter høje vejrbestandige egepæle og trådnet. Det udfører et firma efter nøje instrukser fra hjorteavlerforeningen. - Byggeriet af den store handicapvenlige udsigtsplatform inde i dyreindhegningen har vi også fået andre involveret i, nemlig Eldrup-gård Skovskole. Det betyder, at en flok skovarbejdere fra 7. marts og 14 dage frem vil rejse bygningen for os som et kursusforløb, pointerer Peter Skott og tilføjer: - På skovskolen laver de også foderskuret til dådyrene som et samlesæt til os, så det er klar til sommer.