Hannover-boss: Frygter det værste for Leon

Alvorligheden af Leon Andreasens knæskade kendes først op ad torsdagen. Hans træner frygter, at dommen er hård

Hannover-boss: Frygter det værste for Leon

Hannover 96-træner Mirko Slomka kan godt frygte, at der venter landsholdsspilleren Leon Andreasen en ny lang skadespause.

Den danske midtbanespiller måtte udgå allerede efter 10 minutter af onsdagens bundesliga-kamp mod Nürnberg. Meget tyder på en knæskade - en skanning torsdag skal skabe mere klarhed.

- Vi frygter noget slemt, men jeg håber for Leon og os, at han er heldig, siger Mirko Slomka til det lokale nyhedsmedie neuepresse.de.

- Vi håber ikke, at det er så slemt, tilføjer Hannover-anfører Steven Cherundolo.

Efter et sammenstød med en modspiller blev midtbanekrigeren, der har leveret et forrygende comeback efter 28 måneders skadeshelvede, straks udskiftet og fik en bandage bundet rundt om knæet.

Skaden er potentielt skidt nyt for landstræner Morten Olsen, som i næste uge udtager truppen til VM-kvalifikationskampene mod Bulgarien og Italien i næste måned.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.