Hanrejens følelsesregister

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Papkassesecnografien er en perfekt ramme om forestillingen. Her fra venstre Kim Fast Jensen, Malene Ingemann Madsen og Lasse Popp. Foto: Lars Horn

Teater "Instrumentet" # # # # # ¤ Man(d) sidder dér og forsøge at komme sig over chokket. Ens kone har været utro. Forsøger at forestille sig, hvor og hvordan ugerningen fandt sted. Om hun.? Om han.? Får informationer ind fra alle dele af hukommelsen, selv om forbindelsen til korttidshukommelsen er helt uden mening. Men de gennem årene indlejrede mavefornemmelser, traumer, billeder på nethinden… Så er det, hun træder ind, konen. Og fortæller én, at man er så fuld af lort som en morgenble på et ældrehjem. Nu hænger Knud for alvor med skuffen på klem. Bebrejdelserne vælter ind over én, og man føler sig som et forsamlingshus, hvor festen for længst er gået. Selvværdet synker for hver en tanke, der melder sig, og til sidst synes eneste udvej at være … selvmordet. Det er situationen i Knuds hoved-kontor. Altså det kontor, han har i hovedet. Og hvor han forsøger at få styr på det hele efter chokket. Situationen er hentet fra Limfjordsteatrets nye forestilling ”Instrumentet”, som efter premieren på teatret i Nykøbing Mors i aftes, fredag, drager ud på turnévejen. Forestillingen spiller i 70 intense minutter uden pause. Et eksperiment, kalder teatret den selv. Fem vidt forskellige performere, kunstnere, musikere og teaterfolk skulle udvikle en forestilling sammen, selv om de alle er ærkeindividualister. Og der er blevet kæmpet med stoffet undervejs. Faktisk lige til det allersidste, idet forestillingen måtte skifte instruktør sådan omkring en god måneds tid før premieren. Den unge københavnske instruktør Mikkel Flyvholm tog over, efter at teaterleder Gitta Malling var gået på barsel. Hun havde ellers udviklet forestillingen fra en god idé over halvandet års tid sammen med især skuespilleren og dramatikeren Lasse Popp – deres tredje fællesprojekt på teatret. En ”udfordring” siger Mikkel Flyvholm selv om opgaven. Og instruktørskiftet kom til at betyde, at der blev vendt op og ned på forestillingen lige indtil det sidste. Så meget, at der nok nu må udsendes en ny pressemeddelelse til de arrangører, der har bestilt forestillingen. Men det har også raffineret den. Hvor starten egentlig var slutningen, og materialet skulle opleves i flashbacks, så er der nu tale om en fremadskridende fortælling, hvor vi på tilskuerrækkerne sammen med de fire på scenen gennemspiller hele hanrejens følelsesregister. Samtidig med, at vi føler os godt underholdt. Af de musikalske finurligheder og de utroligt mange ordspil, der kommer som perler på en snor. Naturligvis kan man indvende, at afslutningen på den baggrund er banal. At der var lagt op til en helt anden finale. Men dette er ikke tragedie. Dette er komedie. Dette er kabaret. Og som en klog mand engang sagde: "Den, der kun tager spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt." Piet Hein har fuldstændig ret: Der er nogle meget alvorlige ting i dette menneskeliv, man faktisk kun kan tale om, hvis man gør det med humor. Eksperimentet er lykkedes. Og papkassescenografien er en perfekt ramme. Villy Dall villy.dall@nordjyske.dk