Hans egen kone blev også ramt

Fysioterapeut Henning Ørnsholt klarede sit livs sværeste opgave.

Og så ligger hun der igen - journalisten fra NORDJYSKE (og ikke Ørnsholts kone) og er meget utålmodig. Henning Ørnsholt masserer det ømme punkt og formaner om, at kun rygøvelser gør en forskel. Foto: Michael Bygballe

Og så ligger hun der igen - journalisten fra NORDJYSKE (og ikke Ørnsholts kone) og er meget utålmodig. Henning Ørnsholt masserer det ømme punkt og formaner om, at kun rygøvelser gør en forskel. Foto: Michael Bygballe

Jeg kan da gøre noget for de fleste, men det handler i bund og grund om det, du selv kan gøre, siger fysioterapeut Henning Ørnsholt, Nytorv Fysioterapi i Hobro. Henning Ørnsholt indrømmer, at den sværeste kunde, han nogensinde har haft, er hans egen kone. - Hun havde som dig en diskosprolaps og var et halvt år om at komme over det. Hun kunne bare ikke forstå, at jeg ikke lige kunne lave et eller andet hokus-pokus greb, og så blev hun rask. Det måtte jeg for pokker da kunne. - Det er jo mig, der er fagmanden, griner Ørnsholt, mens han stikker en tommelfinger ned, hvor det gør allermest ondt derned ved den nederste ryghvirvel. Av for pokker Nu ligger jeg der for Gud ved hvilken gang, på briksen hos Henning Ørnsholt, får rettet ud og masseret lidt men allermest belært om vigtigheden af rygøvelserne. Dem, der svajer og bøjer bagud, så man kan tvinge den uvorne bruskskive ind på plads igen. - Jamen Henning, det gør mere ondt i benet end i ryggen, jamrer jeg, og han viser på rygsøjlen, hvor det er galt. - Når skiven klemmer på nerverne, der går ned i benet, så føles det, som om det er benet, der er noget galt med og ikke ryggen, forklarer han: - Men du skal nu lave dine rygøvelser alligevel. Helst mange gange om dagen. - Du skal ikke regne med at blive opereret med mindre du nærmest bliver lam i bækkenet, tilføjer han. I slutningen af 2008 var der en intens diskussion mellem læger om betimeligheden af at operere for diskosprolaps. - Kirurgerne vil naturligt gerne operere, mens behandlere som jeg selv mener, at det er bedre at udnytte kroppens egne helende kræfter. Har man en gang snittet, kan der komme arvæv, der kan skade mere end gavne, siger Henning Ørnsholt og henviser til en undersøgelse. Man tog en gruppe, der var opereret for diskosprolaps og en gruppe, der havde trænet et år efter det værste udbrud. Det viste sig, at de ikke opererede havde det bedre end de, der ha ved været under kniven. To grupper Henning Ørnsholt deler sine patienter ind i to grupper. De første, der kommer og smider en masse penge på skranken og siger: - Gør mig rask nu, er de værste. De, der kommer og spørger, hvad kan jeg selv gøre? er klart de bedste. - Det ville være lettere, hvis jeg kunne give folk en pille og sige. - Tag den, og dine smerter forsvinder. - Frem for: - Lav dine øvelser, og du vil langsomt mærke en forbedring, håber jeg. Det er primært Mckenzie-metoden, der er grundlaget for klinikkens øvelsesfilosofi. - Man kan ikke fortænke moderne mennesker i at være utålmodige. De kan da ikke vente et halvt år på, at rygproblemerne går over. De vil se en løsning her og nu, men det er altså desværre kun det lange seje træk, der virker. Og det gør det altså først, når man erkender, at man selv skal gøre noget, lyder det fra terapeuten, der indrømmer, at han selv er stiv som et bræt, når han er kørt fra København til Hobro i et stræk. - Det er bestemt ikke sundt, og jeg må straks i gang med rygøvelserne, griner han. Bliv på jobbet - Det er ikke sikkert, at folk får det bedre af at komme her, men måske bliver de klogere, tilføjer han. - Det er ikke sikkert, jeg selv gør de rigtige ting, men jeg ved, hvad der er godt. Ondt i ryggen er en folkesygdom, der fører til stribevis af sygedage på de danske arbejdspladser. Hele 80 pct. af befolkningen oplever i løbet af et år, at de har ondt i ryggen. Problemer med muskler og led er den hyppigste årsag til, at folk bliver langtidssygemeldte. - Det er utroligt vigtigt, at folk ikke dropper ud af arbejdsmarkedet. I et stykke tid har det heldigvis været sådan, at der var mangel på arbejdskraft, så arbejdsgiverne gav folk nedsat tid eller mindre belastende opgaver, når de røg ind i en periode med dårlig ryg. Hvis man først bliver sygemeldt i længere tid, bliver det utrolig svært at vende tilbage til arbejdsmarkedet. - Det koster menneskeligt, og det koster samfundet alt for meget, mener Henning Ørnsholt.