Håndbold

Hans Lindberg er tilbage på landsholdet efter pause

Landstræner Nikolaj Jacobsen har udtaget Hans Lindberg til Golden League-stævnet i slutningen af oktober.

Hans Lindberg var i januar med til at vinde VM med det danske landshold.

Hans Lindberg var i januar med til at vinde VM med det danske landshold.

KØBENHAVN:Hans Lindberg er tilbage på det danske landshold.

Landstræner Nikolaj Jacobsen har udtaget den 38-årige fløjspiller til Golden League-stævnet i slutningen af oktober. Det skriver Dansk Håndbold Forbund i en pressemeddelelse.

Lindberg var senest i aktion for landsholdet ved VM i januar, hvor han pådrog sig en lægskade i åbningskampen. Han kom først med igen i finalen, som Danmark vandt over Norge.

Efter turneringen bad Lindberg om en pause fra landsholdet til og med sommeren efter en periode med skader og mange kampe.

Også Mikkel Hansen er med i truppen, på trods af at han har været ramt af hjernerystelse.

Det meddelte Hansens klub, Paris Saint-Germain, til TV2 Sport i slutningen af september.

- Mikkel har ikke været i stand til at spille de sidste tre kampe, efter at han blev ramt af en hjernerystelse til træning. Han har set en specialist, og klubbens lægestab følger nøje udviklingen dag for dag, oplyste en PSG-pressemand til den danske tv-station.

Danmark møder Frankrig ved Golden League-stævnet 24. oktober i Aarhus, mens holdet skal op mod enten Norge eller Spanien i Aalborg 26. oktober.

Der er udsolgt til begge de danske opgør.

Stævnet giver Nikolaj Jacobsen mulighed for at se spillerne an, inden han skal udtage truppen til EM, som Danmark skal spille i Sverige i januar næste år.

Her er den danske trup til Golden League:

Målvogtere: Niklas Landin og Jannick Green.

Stregspillere: Anders Zachariassen, Henrik Toft og Simon Hald.

Fløjspillere: Magnus Landin, Magnus Bramming, Hans Lindberg og Lasse Svan.

Bagspillere: Henrik Møllgaard, Mikkel Hansen, Rasmus Lauge, Mads Mensah, Morten Olsen, Lasse Andersson, Jacob Holm, Michael Damgaard, Niclas Kirkeløkke og Nikolaj Øris.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst