Hans Scherfig

Hans Scherfig blev født 8. april 1905 på Østerbro i København som direktørsøn i et borgerligt miljø. Hans forældre var konservative mennesker, der dog ikke gik op i religion og streng opdragelse. Faren mente eksempelvis ikke, at man måtte slå børn, og han opfordrede sin søn til at blive, hvad han havde lyst til – så længe det ikke var officer eller præst. I 1924 blev Scherfig med møje og besvær student fra Metropolitanskolen, hvor han kun gad læse det, som interesserede ham. Oplevelserne her dannede baggrund for romanen ”Det forsømte forår”, der blev filmatiseret i 1993. På universitetet forsøgte han sig både med zoologi, tysk og litteraturhistorie, men opgav læsningen i 1928, hvor han fik nogle malerier antaget på Kunstnernes Efterårsudstilling. I universitetstiden begyndte han at interessere sig for socialistiske teorier, der blev næret af en rejse til USA i 1929-1930, hvor han både oplevede ekstrem fattigdom og overdådig rigdom. I 1941 blev Scherfig – som andre danske kommunister – fængslet af de danske myndigheder. På et tidspunkt blev han overflyttet til et hospital på grund af en øjensygdom, der nedsatte hans syn væsentligt og gjorde det svært at male. Til gengæld havde han ingen problemer med at skrive. ”Den døde mand” blev udgivet i 1937, og herefter fulgte ”Den forsvundne fuldmægtig” (1938) og ”Det forsømte forår” (1940). ”Idealister” fra 1945 begyndte han på under sin fængsling, men den blev standset af det danske udenrigsministerium, der frygtede besættelsesmagtens reaktion. Efter krigen kom den politiske roman ”Skorpionen” i 1953, og besættelsestiden er omdrejningspunktet i ”Frydenholm” fra 1962, mens ”Den fortabte abe” fra 1964 handler om kunstmiljøet. Scherfig skrev desuden en lang række essays, kommentarer og rejsebøger, og efter at have gennemgået en øjenoperation begyndte han igen at arbejde med billedkunst. Han lavede grafik, bogillustrationer, malerier og store udsmykninger på forskellige virksomheder og institutioner, men blev mest kendt for sine idylliske junglebilleder, som stadig er et stort hit. Mange kritikere kunne bedre lide hans tidligere kubistiske malerier og kaldte billederne af glade dyr for naive. Men det kunne Scherfig ikke tage sig af: - Man skal ikke være bange for det banale. Den umiddelbare billedglæde har en værdi ud over det æstetiske og smagfulde. Ingen kunst kan fordunkle barndommens stærke indtryk af kulørte billeder og glansbilleder, sagde han på et tidspunkt. Hans Scherfig døde 28. januar 1979 og er begravet på Assistens Kirkegård i København. Gravstenen forestiller en skildpadde og stod i kunstnerens have, mens han levede. Den bærer intet navn og er lavet af Carl Otto Johansen i 1975.