Hansens breve

KORRESPONDANCE Anders Thyrring Andersen: "Kætterbreve, 1-3" For fem år siden udgav Anders Thyrring Andersen sammen med Jørgen Jørgensen under stor opmærksomhed Martin A. Hansens dagbøger fra 1931 til 1955. Det var derfor naturligt at følge denne udgivelse op med Martin A. Hansens brevvekslinger. Det viste sig imidlertid, at der er tale om et brevmateriale af så overvældende omfang, at en samlet udgave både økonomisk og udgivelsesmæssigt måtte skønnes urealistisk. Thyrring Andersen har derfor valgt til en begyndelse at udgive den brevveksling, Martin A. Hansen har haft med mennesker, der har indsendt bidrag til tidsskriftet "Heretica", som jo betyder "Kætterier". Det drejer sig dog ikke kun om korrespondancen i de seks år fra 1948 til 1953, tidsskriftet udkom, men om hans samlede korrespondance med de pågældende. Det er meget lidt kontakt, Martin A. Hansen har haft til andre forfattere før krigens sidste år, hvor han fik forbindelse til de personer, der senere dannede kredsen omkring "Heretica": Ole Wivel, Thorkild Bjørnvig, Bjørn Poulsen og Tage Skou-Hansen. Og det er en omfattende korrespondance, først og fremmest naturligvis med danske forbindelser, men i vid ustrækning også med svenske og norske kulturpersonligheder som især Vesaas og Aurell. "Kætterbreve" rummer et væsentligt litterært og litteraturhistorisk værdifuldt materiale: De belyser en række af efterkrigstidens centrale forfatterskaber, og man kommer tæt på det indflydelsesrige litterære miljø. Den enorme korrespondance vidner om et samvittighedsfuldt og hårdt arbejdende menneske. Martin A. Hansen affærdiger som medredaktør af "Heretica" aldrig et indsendt bidrag uden at give fyldige kommentarer og sikre, kontante, men oftest venligt opmuntrende begrundelser for et eventuelt afslag. Han kan også være besk. Han er i 1949 i Norge og skriver da til Bjørnvig: "Trods alt misunder jeg ikke Folk som Palle Lauring og Halfdan Rasmussen, der efter et par Besøg kan skrive en Bog om Norge." Martin A. Hansen havde en idé med "Heretica": "i en fordybet og indtrængende Debat at føre "Folk og Frihed"s Syn og "Heretica" nær hinanden som to Faser i samme Udvikling" , skriver han i et brev til Bente og Aksel Heltoft i 1950. "Folk og Frihed" var et illegalt blad, som han leverede 72 bidrag til. Naturligvis søger man i den omfattende korrespondance med Ole Wivel efter huller eller antydninger, der vil kunne belyse Martin A. Hansens eventuelle indsigt i de wivelske ungdomsforvildelser ud i det nationalsocialistiske. Der er intet – absolut intet at finde. I en række breve, især til Preben Ramløv, Ole Wivel og Thorkild Bjørnvig skriver han om sine kunstneriske overvejelser og fortæller om de noveller, han arbejder med. Om "Løgneren" beretter han i en radioudsendelse med Alex Garff, idet Garff har sendt ham sine spørgsmål, og han i første omgang svarer på dem skriftligt. Her gør han en forskel mellem symbolsk og symbolistisk: han er ikke symbolist, hvis der med ordet forbindes en livsanskuelse. Noget tyder på, at han har hentet stof i sit eget sind til Johannes Vig, for læs, hvad han i et brev skriver til Tom Kristensen i 1953: "Jeg kunne ønske Deres Vej engang faldt ad disse Kanter, saa vilde jeg vise Dem et og andet "gammelt Ragelse" som min lille Datter kalder det, og som jeg gaar og gør mig klog paa, skønt det er Narreværk, for man hænger vel ved det som saa meget andet, fordi man ved man skal spadsere fra det uden at forstaa dets Gaader". Det er jo som talt ud af Johannes Vigs hjerte. Efter udgivelsen af "Løgneren" i 1950 kommer Martin A. Hansen ind i en skønlitterær krise, som han faktisk ikke overvinder. Hans skriveblokering forværres frem mod hans dødelige sygdom. Til Tage Skou-Hansen skriver han i 1953: "Jeg har ikke været i Skriverstødet", og i januar1954 skriver han til Ole Wivel efter at have fortalt om sin træthed: "jeg kommer til at bede jer løse mig fra Løftet om at anmelde Hans Kirks Bog – og i det hele taget at præstere andet end den afleverede Novelle til 2. Nr. af "Vindrosen"". Og senere i juni samme år: "jeg har det saadan efterhaanden, at naar jeg kommer ud af den stadige Skriveperiode kan jeg en Tid ikke lave noget af den Slags. Jeg har forsøgt (Noveller), men jeg sidder og bliver sløv." I den sidste tid frem til døden den 27. juni 1955 føler han sig glimtvis oplagt til at skrive, men han gennemfører kun meget lidt. Det tredje bind, som udelukkende er kommentarer og registre, er nøje gennemtænkt og en uundværlig del af denne korrespondance. Der er et par nødvendige justeringer til en senere udgave: I såvel personregistret som i kommentarerne kaldes den schweiziske forfatter Robert Crottet fejlagtigt Robert Crollet, og Jacob Paludans roman "Jørgen Stein" udkommer i 1932-33 og ikke som anført i personregistret i 1937. Hvilket opsporings- og indsamlingsarbejde ligger der ikke forud for Thyrring Andersens endelige bearbejdelse, samstilling af brevene og indsigtsfulde kommentarsæt. Værket er en forskningsmæssig bedrift og dertil en uafviselig sikker kilde til Martin A. Hansens univers og tankesæt. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk "Kætterbreve", 1 – 3. Udgiver: Anders Thyrring Andersen. 1640 sider, 698 kr. Gyldendal