Hanstholm: Et nybyggerlandskab

HANSTHOLM:Alene det at bygge en by på den yderste pynt i det forblæste øde.

Fyret der ligger som på et forbjerg. Og Hansted Kirke der længe lå alene. Det gotiske hoved i kirken overvælder i sin udtrykskraft, og skibet der er ristet i en sten i muren for 800 år siden. Udsigt over havn og villakvartererne oppe på bakken.

Jeg var der i året efter havnens indvielse og husker, hvordan alle de nye huse lyste frem i landskabet og haverne ikke var plantet til. Alt var nyt. Og det er stadigt dette øde, der sætter karakter på stedet. Det forblæste sted,

Så er der havnen. En levende havn med maskinværksted, værft og snesevis af rigtige fiskerbåde. Ikke en blå kulisse, men rigtige funktionelle skibe i brug. Der er skovl og garn på kajen som i Skagen i tresserne. Den der driftighed og den der stædige energi, der transformerer sig i erhverv og eksperiment.

Bølge-energi, vind-energi og stadig et grundlag for arbejdspladser for smede og maskinarbejdere, mens den slags arbejdspladser fader ud så mange andre steder.

Jeg var der igen her i februar. Der var ikke mange mennesker i gaderne og heller ikke på havnen.

Det hele er en rå poesi.

Inde i mit hoved kørte 70’er-digte af Dan Turell. Om vandringer i regnvejr på Vesterbro i København. Rafling, billard og små og mørke værtshuse. Altså den der poesi i hverdagen.

Hvor er der dog smukt i Hanstholm.

Men man skal komme der udenfor sæsonen.