Hanstholm-opfindelse kan forhindre arbejdsulykker

Fiskeskipper bag konstruktion, som hindrer "klumpen" i at komme op på dækket

Agterenden på HM 424 ¿Westbank¿, der er konstrueret med en brønd til ¿klumpen¿ - den tonstunge jernblok, som på et andet Hanstholm-fartøj kostede en fisker livet. Arkivfoto: Ole Iversen

Agterenden på HM 424 ¿Westbank¿, der er konstrueret med en brønd til ¿klumpen¿ - den tonstunge jernblok, som på et andet Hanstholm-fartøj kostede en fisker livet. Arkivfoto: Ole Iversen

Den nyeste trawler i Hanstholm, HM 424 "Westbank" er konstrueret på en måde, som forhindrer at en tonstung jernblok, kaldet klumpen, ved et uheld kommer op på agterdækket. Et besætningsmedlem på et anden Hanstholm-fartøj, HM 624 "Katrine Alberte", mistede livet, da han mandag blev ramt af klumpen, mens trawleren var på fiskeri i Østersøen. Klumpen er gjort fast mellem to trawl og har til formål at holde trawlene nede. Det er imidlertid ikke første gang, at der er sket arbejdsulykker om bord på fiskefartøjer, når klumpen uforvarende bliver trukket om bord. Derfor havde fiskeskipper Henrik Christensen fokus på at finde en løsning, som kunne eliminere problemet, da han bestilte sin 127 bruttotons store nybygning, HM 424 "Westbank". - Jeg havde hørt om, at der var problemer med det, og det er vigtigt at tænke på sikkerheden, siger Henrik Christensen. Han udtænkte en konstruktion, så klumpen falder på plads i en brønd i agterenden af skibet, når trawlet trækkes ind. Det er fysisk umuligt for klumpen at komme op i berøring med folkene på agterdækket, men samtidig kan besætningen stadig kan komme til at arbejde med klumpen. Fungerer Han fik anerkendelse for sin opfindelse fra ingeniørerne på værftet i Hvide Sande, hvor trawleren er bygget. Og på de få ture, som "Westbank" har været på, siden nybygningen blev afleveret i november, har konstruktionen vist sig at fungere efter hensigten, fortæller Henrik Christensen. Som alle andre fiskere er han berørt over den tragiske ulykke i Østersøen, og han understreger, at han ikke ønsker at optræde bedrevidende over for den pågældende kollega. Men Henrik Christensen stiller sin opfindelse til rådighed for fiskeskippere, der har lyst til at kopiere den: - Jeg er kun stolt, hvis andre kan bruge ideen, siger han. Den er dog primært interessant i forhold til nybygninger. I hvert fald vil det kræve en væsentlig ombygning, hvis Henrik Christensens opfindelse skal monteres på et eksisterende fartøj, understreger han.