Har alle mon ret til et arbejde

Bogligt svage og sentudviklede mødte dem, som smeder lovene

Gunnar Onghamar
Ma­ri­an­ne Jel­ved og fire an­dre fol­ke­tings­kan­di­da­ter bej­le­de til de om­kring 100 del­ta­ge­re i væl­ger­mø­det i Sin­dal. Foto: Claus Søndberg
Skolevæsen 1. november 2007 05:00

SINDAL: Eleverne på Praktisk Medhjælper Undervisning, PMU, i Sindal ved om nogen, hvad det offentlige er for en størrelse. PMU har omkring 120 elever, som er i gang med at uddanne sig til at kunne påtage sig enten et ordinært arbejde eller et fleksjob. Selv om eleverne på PMU får kørekort til voksenlivet, så er det ikke altid så nemt at klare sig, når man skal ud og prøve kræfter med virkeligheden. Fleksjobbene, som mange af dem kan påtage sig, hænger ikke ligefrem på træerne, og er der en, som skal i arbejde på et beskyttet værksted, så er der ventetid på op til to år. Skolen har efterhånden en tradition for at holde vælgermøder, hvor eleverne kan skyde på politikerne. I går kom så fem af dem, som bejler til elevernes stemmer, Bjarne Laustsen (S), Marianne Jelved (R), Bent Bøgsted (DF), Jens Arne Hedegaard (V) og Grete Bonde (SF). Politikerne kunne ikke spise de unge af med 24-års-reglen, velfærdsreformer eller skattereformer. Her var virkeligheden til stede, sådan helt konkret. Malene Jensen, Hjørring, som lider af sygdommen børneledegigt, ville gerne have at vide, hvad uddannelsesgarantien egentlig er for en størrelse. Hun har nemlig fået at vide, at når hun har brugt to år på en efterskole og et år på PMU, så har hun opbrugt sin uddannelseskvote. - Det er ikke meningen, at efterskole og PMU skal regnes med i den treårige uddannelsesgaranti, slog Bent Bøgsted fast, og det gjorde de andre politikere såmænd også. - Det var jeg meget glad for at høre, sagde Malene Jensen efter mødet. Flere fleksjob Stort set var politikerne meget enige. Kun på et område kunne man ane forskellen mellem den de to sider i Folketinget. Bjarne Laustsen var villig til at tvinge arbejdsgivere til at oprette fleksjob, så der også var arbejde til eleverne på PMU. - Alle har ret til en uddannelse, men hvor er retten til et arbejde. Det står godt nok i Grundlovens paragraf 75, at alle ret til et arbejde, men vi ved jo, at virkeligheden er en anden, sagde han. Bent Bøgsted ville til gengæld ikke høre tale om tvang. Fleksjob i det private skal oprettes ad frivillighedens vej, mener han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...