Har Danmark haft en historie?

At tænke frit er stort, at tænke ret er større stod der murmejslet på min skole i Sebber/Valsted i 1950’erne vistnok Danmarks første centralskole. Det tænkte jeg ikke videre over dengang.

Historie 11. oktober 2006 21:31

Mange år senere var jeg i Uppsala og trådte ind i universitetsaulaen og læste de samme manende ord af den svenske digter E.G. Geijir. Jeg fik straks den tanke, at en svensk mentalitet havde sneget sig ind i den danske folkeskole under lærer Fogtmanns og Madsens kateder, hvor jeg ellers befandt mig særdeles godt uanset eftersidninger og anden fortjent revselse. Den moralske sandhed og tænkningens frihed stod som mægtige kombattanter over for hinanden. Det passede fint med 50’erne, at moralen stod over den frie tanke. Den samme fornemmelse af gamle dage får man, når man læser Søren Krarups bøger. En bog som ”Dansk kultur” (1990) er ombølget af en duft af mulden fortid og den hellige traditions alvor. Søren Krarup er en alvorlig mand, der er ude i et opgør med det moderne. Det moderne rækker i bogen lige fra Struensee-tidens oplysningstid, over Carl Plougs og Orla Lehmanns liberalisme i 1840’erne og kætteren over alle kættere Georg Brandes’ radikalisme i 1870’erne frem til det 20. århundredes individualisme, Socialdemokratiets velfærdspolitik, PHs kulturradikalisme, menneskerettighederne og troen på fremskridtet. Der er ikke noget at sige til Krarups alvor, alle de byrder eller ”vejrmøller” taget i betragtning, som han som en reaktionens Don Quichote er ude at bekæmpe. Søren Krarups helte er f. eks. Ove Høegh-Guldberg, enevældens ansvarsfulde politiker, der fik loven om indfødsret gennemført i 1776, en politiker, der tjente Gud, Konge og Fædreland med den ansvarlighed, der kendetegner det menneske, der har givet sig ind under den kristne fordring om en eksistens i alvor, kald og stand, og som i troskab for ”den givne virkelighed” gjorde det til lov, at indfødte danskere skal have forret til at ”nyde landets brød” og ”fordelene i staten falde i dens borgeres lod”. Oplysningens tænkere er omvendt for Krarup sværmere, der annullerer den konkrete eksistens, den altid givne virkelighed, fordi de fortaber sig i tankens absurde abstraktion og det fornærmelige ønske om at ville ændre den ”givne” virkelighed. Den vilje, der ikke er kuet under kristendommens åg, er en vildfaren vilje og en opstand mod den moralske orden. Når man læser Søren Krarups tale om ”den givne virkelighed”, bliver det meget gådefuldt, at Danmark overhovedet har haft en historie. Hvordan vil Krarup f. eks. retfærdiggøre, at enevælden som ”en given virkelighed” blev afskaffet i 1849? Der er næppe tvivl om, at Krarup beklager enevældens afskaffelse, fordi det jo netop var en opstand mod ”den givne virkelighed” og den kristne fordring. Der blev indført stemmeret og valgbarhed, uanset at ”der ikke kan stemmes om sandheden”. Kristendommen står således over Grundloven. Den antidemokratiske Søren Kierkegaard er følgerigtigt Krarups helt nummer ét, men desværre også forvandlet til en dogmatisk vingeskudt tidehvervsapostel: énfoldighedens, den givne virkeligheds, den etiske eksistens’ utrættelige og opbyggelige talsmand op imod forfløjne demokrater og oppustede revolutionære, fantaster af alle kategorier. Stod det til Krarup, befandt vi os stadig under kong Dans styre, hvornår det nu var! Grundtvig er ganske vist også en af Krarups helte, men det er sandelig en Grundtvig, der minder mere om Krarup selv end om – Grundtvig! Hvor det helt afgørende hos Grundtvig er frihedsbegrebet: at du kun kan blive sandt menneske, sand dansker og sand kristen i frihed, fordi åndens væsen er frihed; ja, så omfortolker den autoritære Krarup Grundtvigs frihedsevangelium til den kristne, nationale og menneskelige fordring om at underkaste sig den ”givne virkelighed” på syndens og tilgivelsens betingelser i stand og kald og national klædedragt. I det hele taget synes Krarup at lide af et mærkeligt underkastelsessyndrom: eksistentiel alvor opnås kun, når sønnerne underkaster sig fædrene. Det er bogens gennemgående tema, hvad enten det drejer sig om Grundtvig, Kierkegaard, Jens Paludan-Müller, der faldt som frivillig ved Sankelmark i 1864 under tilbagetrækningen fra Dannevirke, eller fængselspræsten N.I. Heje, der var Tidehvervs stifter i 1926. Men Grundtvig var nu ikke den samme fra først til sidst og i alle henseender, sådan som Krarup påstår, det er tilfældet fra Grundtvigs krise omkring faderens sygdom i 1810. Han skrev i 1847 i Kirkeligt Tidende en artikel ”Folkelighed og Christendom”, hvor han klart tog afstand fra sin ungdoms vildfarne sammenblanding af kristendom og pæredanskhed – og ikke mindst ”den mesopotamiske skandinavisme”. Fyndigt skriver Grundtvig, at ”mange statskirkelige Orthodoxer anseer Aands-friheden, og mange saakaldte Hellige Menneskenaturen for noget, Christendommen nødvendig maa bekæmpe, men det kommer da aabenbar af, at de slet ikke kende levende Christendom og den Aand, som gør levende, men giør sig et aldeles aandløst, som unaturligt Begreb om begge Dele”. Grundtvig fortsætter med, at troen er ”en langt friere Sag end Tankerne”, og ”at hvem der ikke naturlig har Tro på Gud og Lyst til det evige Liv, har heller ikke Øje for Evangeliet om Guds Søn med det evige Livs Ord”. Det enestående ved Grundtvig er således, at tankens og åndens frihed ikke står i modsætning til troens frihed, men at den er en forudsætning, da kristendom ikke kan eksistere sammen med vold, magt eller underkastelse af nogen art. Deraf Grundtvigs frikirkesynspunkt, synspunkt på værnepligt og ytringsfrihed. Det næste er endnu mere kættersk, set fra en tidehvervsk synsvinkel, nemlig at troen er anlagt i naturen og således er det skrækkeligste af alt: en religiøs følelse. At kristendommen er et følelsesanliggende, er evident for Grundtvig. Derfor er alt, hvad han skriver efter sit opgør med forstandskristendom og den spægende eremitkristendom eller fastekristendom jubelsange over det himmelvendte øjes sans for urtegårdens herlighed, nattergalesangen i bøgeskoven og livsflodens forbindelse mellem Paradis og Sjællands lindetræer og ”Tag det sorte Kors fra Graven! Plant en Lilje hvor det stod.” Grundtvigs åndelige vækst mod ”Gyldenhøsten” er en helt fremmed tanke i Krarups etiske minimalunivers. Den spændvidde og vælde, der er i Grundtvig, bliver i Søren Krarups teologiske minimalisme afpillet til den etiske eksistens i ”den givne virkelighed”. Sikke et dimensionstab. Og endelig: at tænke ret kan man kun ved at tænke frit, ville jeg gerne hilse og sige til de nuværende elever i Sebber Centralskole og den svenske romantiks ærkemoralist Geijir. [ Peter Michael Lauritzen er lektor ved Frederikshavn Gymnasium og HF-kusus, formand for Vendsyssel litterære Selskab, forskningsstipendiat under Carlsbergfondet 2003-04 med Aalbæk Jensens værk og virke som emne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...