Har de Danmarks største stemmer?

Trine Dusine og Louise Währens fra Frederikshavn med i TV2's nye lørdagssatsning om "Danmarks største stemme"

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Louise Währens har medvirket i flere lokale musicals som Hair, Fame og Buddha. Nu er hun med i TV2's Voice - danmarks største Stemme. Foto: TV2

To piger fra Frederikshavn er med i TV2's nye lørdags-satsning, Voice - Danmarks største stemme. Hver lørdag frem til finalen 25. februar kæmper unge sangtalenter om at synge sig ind i hjerterne på fire skrappe dommere, eller coaches, som det hedder i Voice. Trine Schmidt Nielsen, eller Trine Dusine, som hun optræder som, er med i lørdag aftens afsnit, mens Louise Währens kommer på i det sidste afsnit inden jul. Once in a lifetime - Jeg er ret skeptisk over for talentshows som X Factor og den slags, men da jeg fik chancen for at være med i Voice, sagde min far, at det var en chance, jeg måske kun fik den ene gang. - Andre har også bakket mig op, og nu ser jeg det som en mulighed for at slå mit navn fast også uden for bygrænsen, siger Trine Dusine. Hun er netop fyldt 20 år og startede med at optræde for et års tid siden. - Mit første job var til en familiefest og sammen med Smoking Guns. For sjov blev vi inviteret op på en scene, og det gik "rimelig godt", siger Trine. Sang ved Dana Cup For et års tid siden begyndte hun at øve med Jonas Christensen fra Smoking Guns, og deres første optræden var i februar til fredagsrock på 2 Trin Op. Ved åbningen af Dana Cup i år sang Trine for på nationalmelodien, og et videoklip herfra på You Tube er en af årsagerne til, at hun blev kontaktet af TV2 og opfordret til at være med i "Danmarks største stemme". Trine Dusine har aldrig sunget i kor eller modtaget sangundervisning. Først efter at hun meldte sig til Voice, er hun begyndt at gå til undervisning. Trine Dusine synger covernumre, blandt andet af Coldplay, Tina Dickow og James Morrison. Louise Währens Louise Währens er ikke uvant med at optræde og synge for et publikum. På Frederikshavn Gymnasium deltog hun i Kammerpigerne og medvirkede i musicals som Hair, Fame og Buddha. I dag bor hun i København, hvor hun lige er startet på lærerseminarium. - Jeg har gået på Complete Vocal Institute, hvor jeg i fire måneder gennemgik et intensivt sangforløb med sanglærere og skuespillere som undervisere, siger Louise Währens, der nyder at være med i Voice. - Det er fedt. Der er et rigtig godt hold omkring os med de fire coaches, værter, koreografer og andre søde folk, så det er en kæmpe oplevelse.