EMNER

Har din mor og far købt dig

Thomas svarede smerten igen med vold, Martha Bettina dulmede den med fester, og Mia overmandede den ved at skære i sig selv. Tankerne, spejlbilledet og kommentarerne var blevet for meget

AALBORG:Det er efterår 1989, og seks-årige Thomas har første skoledag. En dreng holder døren for ham og trykker ansigtet mod ruden, mens han råber "Du er det sorteste svin her på skolen". - Den dag var det mest min mor, der blev ked af det. For mig var det bare et dumt drilleri, der var glemt igen hurtigt. Men senere kom de – frustrationerne, siger Thomas Lerche. Han er 21 år, aalborgenser og adoptivbarn fra Sydkorea. I Aalborg bor også 27-årige Martha Bettina Jensen fra Ecuador og 18-årige Mia Olsen, der er født i Danmark af en makedonsk kvinde og bortadopteret som spæd. For alle tre er adoptionen en skønhedsplet på fødselsattesten, som de har forstået siden de var små, men som i en periode af deres liv blev til et brændemærke. Mia husker, hvordan det begyndte: - Jeg var 12-13 år, og jeg begyndte at blive helt vildt ked af det. Jeg gik og kiggede op på månen og på havet og tænkte "Hvor stammer jeg fra?". Jeg følte ikke, jeg hørte til nogen steder, siger hun. Uden for skoletiden begyndte hun mere og mere at høre til i en løs, spraglet gruppe af unge, der holdt ølflaskerne og festfanen højt. Der var ingen tætte venskaber, hvor man talte om følelser, men der var gang i den, så følelserne kunne få baghjul. Det passede Mia fint. Også Martha Bettina, som er vokset op i Fjerritslev, valgte bylivets lindrende larm, da de uindbudte tanker trængte sig på i 18-års-alderen. Men selv på det mest tætpakkede og tempofyldte dansegulv sneg fremmedgørelsen sig vej – nu fordi nye mennesker kommenterede hendes mørke lød. Det gik lige igennem hende som en syl med budskabet om, at hun var anderledes. - Folk spurgte "Hvor kommer du fra?". Selvom det bare var misforstået godhed, blev jeg gal og svarede "Ville jeg måske spørge dig om det?". Jeg blev stødt og oprørt over altid at skulle forklare. Det var hårdt og gjorde mig trist, og det fik mig ud i store spekulationer om min identitet, siger Martha Bettina. Skævøjede svin Thomas festede også. Da han var 15 år foregik det som regel ude på landet, hvor det ikke altid var noget gængs syn at se en voksen koreaner. Når promillerne fik overtag, og tilråbene begyndte, fik det ham til at se rødt: - Ved druk-lejlighederne kom skældsordene og de racistiske bemærkninger. Folk lavede nedladende øjne og kaldte mig for eksempel skævøjede svin. Så var det, det kogte over for mig. Det var ikke noget med at klare det verbalt – jeg fløj simpelthen bare på personen, og jeg har sloges i minimum tre situationer, hvor jeg bagefter slet ikke kan huske, hvad jeg har gjort, siger Thomas. Han beskriver det som om, han måtte markere sit territorium – og at det i det hele taget er en umulig følelse at forklare. - Hvis du spørger en afrikaner, hvad han føler, når han bliver kaldt neger, kan han sikkert heller ikke forklare det. Det er en magtesløshed, siger Thomas, der mener, at det ville være nemmere at blive mobbet med at være computernørd eller have en outreret tøjsmag eller noget andet "man selv kan gøre for". Dårlig samvittighed Men udseendet er bare én af mange masker i det net, der kan få en adopteret til at føle sig fanget i sin skæbne. Mia har godt nok arvet de brune øjne fra sin makedonske mor, men hun blev født i Danmark og ligner til forveksling en dansker. Men dansk-adopterede oplever ligesom udenlandsk adopterede det hul ikke at kende sin oprindelse: - For halvandet år siden flyttede jeg ud til min kæreste og hans mor i Aars. Jeg havde ingen penge og gik hverken i skole eller på arbejde. Jeg gav mest af alt op. Jeg kom til at tænke en masse på min biologiske mor, og jeg fik mere og mere lyst til at møde hende, til at se, hvem hun var, hvordan hun så ud. Bare høre, om hun er levende stadigvæk, for jeg gik – og går stadig – med så mange spekulationer om, at hun er død, siger Mia. For Martha Bettina blev tumulten af tanker efterhånden til en stor higen efter at komme til Ecuador. Da hendes mor og far havde tilbudt hende en rejse sammen med dem som 13-årig, havde hun takket nej, men efter at være fyldt 21 kunne det pludselig ikke gå hurtigt nok. Nu resulterede iveren i sammenstød i det lille hjem. - Vi havde nogle opgør i min familie, og det var en lang og hård proces. Jeg havde meget dårlig samvittighed over, at jeg overhovedet overvejede at tage til Ecuador, og mine forældre syntes ikke, jeg skulle tage af sted. De var ængstelige for, om jeg skulle finde min biologiske familie, og at jeg ville blive boende derovre, siger Martha Bettina. Diskussionerne blev til tavshed. Martha Bettina trak sig ind i sig selv og lod kun drømmene flagre, når hun var alene. Hun oplevede som mange andre adopterede den store angst for at såre sine forældre. Indtil der kom blod For Mia blev de forbudte følelser til et behov for at fortælle sin mor og far, at det altså ikke var fordi, hun fik sig en ny mor, hvis hun en dag fulgte sit hjerte og fandt sin biologiske mor. - Jeg sagde til dem, at min biologiske mor jo aldrig ville blive min mor. Det er ikke hende, der har givet mig kærlighed og været der for mig, når jeg havde brug for det. Hun har givet mig liv, og det er jeg da også taknemmelig for, men dem, man har brug for, er dem, der har været der gennem hele ens liv, og det har min mor og far. Men det er stadigvæk ikke det samme, når jeg ikke ved, hvem min biologiske mor er, siger Mia. Inde på sit værelse fandt hun allerede som 13-årig på at skære i sig selv, når rodløsheden blev for uudholdelig: - Jeg skar ikke med skarpe knive, det var mere pinde, skarpe sten eller glasskår. Jeg ventede altid, til der kom blod, og det skulle helst være så smertefuldt som muligt. Det var ikke fordi, jeg ønskede at dø. Jeg kunne bare slet ikke finde ud af, hvor jeg hørte til, og så hjalp det at sidde i min egen lille verden med én bestemt smerte, siger Mia. Ven med indvandrere Selvom hun hele vejen op gennem livet er blevet dynget til af kærlighed og omsorg fra sin mor og far, mærker hun stadig svigtet fra sin fødsel spøge, når hun møder nye mennesker. - Enten binder jeg mig helt vildt hurtigt. Jeg klamrer mig til personen og har svært ved at give slip. Eller også er jeg bange for at binde mig, for hvad nu hvis det bliver godt, og jeg så pludselig bliver svigtet igen, siger hun. Både Martha Bettina og Thomas knyttede sig til indvandrere i teenagealderen. Juridisk hører udenlandsk-adopterede og indvandrere til under helt forskellige paragraffer, men i gadebilledet og i sjælen har de to grupper mange ting til fælles. - På en måde er vi i samme båd. Og jo mørkere, du er i huden, jo sværere er det for dig med følelserne og racismen, siger Thomas, og Martha Bettina beskriver indvandrerne som "også danskere uden at være danskere". I stue med indvandrerne er der nogle helt indforståede ting om at være fremmed og udenfor, som andre ikke forstår. Thomas nød samhørigheden, og den samme følelse fik han som 17-årig, da hans mor pressede ham til at tage på en sommerlejr med andre koreansk-adopterede: - Sommerlejren hjalp mig meget. Inden lejren havde jeg ikke talt med så mange om det, for det er svært at snakke med nogen, som ikke er adopteret selv, siger Thomas, der godt kan forstå at nogle ender i vold og kriminalitet, hvis de aldrig får snakket om frustrationerne som adopteret. Debut som anonym Mia går i dag i en samtalegruppe på Ungdomscentret i Aalborg, og hun planlægger at finde frem til sin biologiske mor. De planer har Martha Bettina droppet igen, men da hun som 23-årig steg på flyet til Ecuador for at arbejde på sit eget gamle børnehjem, var det en af de bedste beslutninger, hun har taget i sit liv: - Det var bare skønt. Helt fantastisk dejligt! Jeg lærte at sætte ord på mine følelser via arbejdet på børnehjemmet, og jeg fandt sider af mig selv i Ecuador, som jeg kunne tage med hjem, siger Martha Bettina. Blandt andet kunne hun se, hvorfra hun har så meget rytme i blodet og aldrig er bange for at indtage dansegulve. Hun kunne godt lide sydamerikanernes afslappede væremåde, og så oplevede hun for første gang den befriende følelse af at være anonym. Ringen blev helt sluttet, da hendes forældre for nogle år siden også sprang på flyet og oplevede hendes oprindelsesland. Siden har Martha Bettina gæstet Ecuador hvert år, men kun i tre-fire uger ad gangen: - Så kan jeg mærke, at jeg skal til Danmark. I længden hører jeg ikke til dernede. Jeg er jo fra Danmark, siger hun.