EMNER

Har du råd?

S og SF's politik vil betyde en kraftig gældsætning af Danmark.

Det har finansministeren oplyst i et svar til mig i Folketingets Finansudvalg. Med regeringens reformpakke fremtidssikres dansk økonomi, og der er penge til at forbedre velfærden de kommende år. I skærende kontrast hertil står S og SF's økonomiske politik. Med deres forslag vil statsgælden stige med op til 320 mia. kr. i 2020. Det betyder, at i stedet for at betale til vores fælles offentlig finansierede velfærd, så skal vi fremover betale omkring 14 mia. kr. ekstra i renteudgifter. Det svarer til udgifterne til 200.000 folkeskoleelever eller 34.000 plejehjemspladser. Det er dybt uansvarligt at føre en økonomisk politik, hvor man lover befolkningen guld og grønne skove, men glemmer at fortælle om regningen. Det er desværre virkeligheden, når S og SF lægger deres politik frem. De pæne ord om, at det "kun er millionærerne og bankerne", der skal betale, holder nemlig ikke. Banker og millionærer skal nemlig kun betale omkring 10 pct. af de rødes ekstra skatter. Helt almindelige danskere skal nemlig betale for ekstra skater for tobak, fedt, sukker, transport, fly, sukker, aktiekøb, renter og så videre. Virkeligheden er, at der venter den danske befolkning en voldsom skatteregning fra S og SF - og samtidig en ekstraregning til vores børn og børnebørn. 28.000 kr. i ekstra skatter og afgifter er konsekvensen af S og SF's politik for en helt almindelig dansk familie. Plus en kraftig stigende gæld! Har du råd til Villy og Helle - eller vil du fortsætte med skattestop og tryghed om din families økonomi?