EMNER

Har du spillet hasard?

Karen Hækkerup, retsordfører, Socialdemokratiet: - Nej, det har jeg faktisk ikke ud fra erkendelsen af, at det rækker evnerne ikke til. Jeg kan da spille 21, men jeg har faktisk aldrig været i en sammenhæng, hvor der har været penge på bordet. Kim Andersen, retsordfører, Venstre: - Nej, og det har jeg aldrig gjort, for det siger mig ikke noget. Jeg har været til en fest engang, hvor der var drinks i et casino, og her fik jeg nogle af de der, hvad hedder de... jetoner til at lege med. Peter Skaarup, retsordfører, Dansk Folkeparti: - Jeg har ikke spillet pokerturneringer, men jeg nyder at spille kort med venner og familie, når jeg har tid - gerne bridge, whist eller poker. Jeg har dog været på casino og spille roulette og black jack, som er hasard. Tom Behnke, retsordfører, De Konservative: - Jeg har spillet hasard på casino - altså roulette og black jack, men jeg har aldrig spillet hasard på den der lyssky, ulovlige måde - heller ikke pokerhasard. Jeg spiller af og til hyggepoker med vennerne, også om penge, men det er jo lovligt. Anne Baastrup, retsordfører, SF: - Nej - aldrig nogen sinde. Når jeg spiller kort, så gider folk ikke være makker med mig, fordi jeg snakker. Jeg har en gang været på casino i Monaco, men jeg havde cowboybukser på, så jeg kom kun hen til spillemaskinerne.