Har du talt med en muslim i dag?

Pludselig en dag sad det der. Inde fra bilens bagsæde kunne jeg kun se omridset af det runde klistermærke på bagruden af Folkevognen. Men inden længe kunne jeg både tekst og tegning udenad, for pludselig var der klistermærker over det hele. Ovre på Mælkebøttestuen for eksempel. På de andre forældres biler, hos skoletandlægen og sundhedsplejersken. Og de sad der stadig, klistermærkerne, da jeg endelig kom i børnehaveklassen og fik adgang til "den lille skolegård", som faktisk var større end de stores. Klistermærket forestillede en lille dreng med kasket og røde smækbukser. Teksten var nem at læse, også for dem, der lige havde lært det. "Har du talt med dit barn i dag?" lød spørgsmålet. Lidt anklagende, men helt sikkert meget velmenende. Jeg kan ikke huske, om mine forældre talte mere eller mindre med mig efter den dag, hvor drengen med smækbukserne fik fast plads på Folkevognen. Men i forbindelse med balladen om de danske tegninger af profeten Muhammed er jeg flere gange kommet til at tænke på den gamle kampagne fra 1980erne. Første gang var for et par uger siden, da jeg kom tilbage til Københavns Lufthavn efter en lang arbejdsdag i Aalborg. Der var ingen taxa'er, så da der endelig kom én, delte jeg med et nordjysk par, der ligesom jeg skulle til bydelen Nørrebro. Snart gik snakken om Muhammed-tegningerne. Vi var faktisk ret enige om, at det var forfærdeligt, at vi alle burde tænke os bedre om i fremtiden, og at vi var trætte af at ekstremistiske synspunkter fra imamer og højrefløjspolitikere fik så stor plads i debatten. - Især fordi det jo er helt almindelige mennesker som os fire i denne taxa som fremtidens samfund skal bygges på, supplerede jeg og inkluderede uden at tænke over det bilens chauffør i samtalen. Det gav et ryk i manden, der var af mellemøstlig herkomst. Han trådte på bremsen og vendte sig om mod os andre i bilen. - JA! Hvor er jeg glad for, at du siger det. Jeg er lige så træt af den sag, og hvorfor kan vi ikke bare tale om det her i Danmark? Snart gik snakken lystigt om ytringsfrihed, imamer, Pia Kjærsgaard og gode hensigter. Da jeg stod af, fortsatte samtalen ufortrødent, og jeg tog mig selv i at smile hele vejen op på tredje sal. Jeg genfortalte historien på redaktionen dagen efter. Synes jo, jeg var blevet lidt klogere, og at hele balladen måske også var godt for noget. Det fik min kollega til at supplere med en anden oplevelse. Hendes naboer kommer fra Marokko, og de to familier har et fint forhold. Ungerne leger med hinanden, og forældrene udveksler høfligheder på trappen. - Jeg tænkte over det i flere dage, før jeg endelig tog mig sammen og ringede på deres dør, fortalte min kollega. Hun havde brug for at vide, hvad naboerne tænkte om tegningerne. Om hvad de syntes om Danmark, om balladen i Mellemøsten og livet her i Norden. Initiativet blev belønnet med sød te og en lang og god snak. Om at tegningerne af Muhammed betyder noget andet for en muslim, end en tegning af Jesus betyder for en kristen dansker. Om den generelle tone i indvandrerdebatten. Og om at nabokonen altså kun brugte sløret om vinteren, fordi det var dejligt varmt om ørerne. Jeg tænkte over min kollegas fortælling, da jeg senere på dagen var nede i min lokale grønthandel. Jeg handler der næsten hver dag og hilser altid høfligt på ekspedienten – nøjagtig som alle de andre kunder i butikken. Men i dag var noget anderledes. Der blev snakket. Ikke bare hen over disken, men også kunderne imellem. Om tegningerne, selvfølgelig. Jeg hørte pludselig en kvinde med tørklæde undskylde afbrændingerne af det danske flag i Mellemøsten. Hendes samtalepartner svarede igen med at undskylde det med tegningerne. At det heller ikke var så smart. Og så grinede de og gav hinanden et klem på armen, inden de forlod butikken. Inden jeg var færdig med at finde bananer, rødløg og bredbladet persille havde jeg fundet ud af, at butikkens ejer kommer fra en lille by i Irak, hvor jeg engang har været. Hvilket sammentræf! - Danmark er et lille land, konstaterede grønthandleren med et smil, da vi skiltes. Har du talt med en muslim i dag? Du skulle tage at prøve det. Jeg var ikke så god til det førhen, men efter jeg er begyndt at praktisere det, er det blevet sjovere at bo på Nørrebro, og afbrændingerne af flag i Iran virker ikke længere helt så skræmmende. Måske har vi slet ikke brug for en klistermærkekampagne, for at få det ind på lystavlen. Måske kan vi bare se logikken i, at frygt udspringer af uvidenhed, og at det slet ikke er så farligt at være uenige, så længe vi kender dem, vi er uenige med.