Har fået papir på arbejdsværelset

Nationalmuseet har nu skrevet under på låneaftalen, der betyder, at ting fra museets gemmer kan udstilles på Johs. V. Jensen Museet i Farsø

I ET ÅR har den nye tilbygning ved Johannes V. Jensen Museet stået færdig og ventet på at blive fyldt ud med genstande fra Nationalmuseets. Ingen kan endnu sige, hvornår det bliver, men nu er låneaftalen på plads. Arkivfoto: Michael Koch

I ET ÅR har den nye tilbygning ved Johannes V. Jensen Museet stået færdig og ventet på at blive fyldt ud med genstande fra Nationalmuseets. Ingen kan endnu sige, hvornår det bliver, men nu er låneaftalen på plads. Arkivfoto: Michael Koch

VESTHIMMERLAND:Selv om den nye tilbygning ved Johannes V. Jensen Museet i Farsø allerede har stået klar i et år og ventet på at blive fyldt ud med forfatterens arbejdsværelse, så er det først nu, låneaftalen omsider er faldet på plads med Nationalmuseet. Hvor meget udlånet kommer til at koste, kan museet dog stadig ikke fortælle. Det bliver det statsanerkendte Vesthimmerlands Museum i Aars, der formelt kommer til at stå som låner af de mange genstande, der i mange år har ligget pakket ned i Nationalmuseets magasiner. Samtidig har Nationalmuseet meddelt, at de ting, der indgår i den permanente udstilling, ikke vil blive udlånt til museet i Farsø. - De har selvfølgelig valgt nogle spændende ting, som vi også gerne ville have haft. For eksempel Johannes V. Jensens briller og en buste. Men jeg forstår da udmærket, at de vil beholde de ting selv, siger Jørgen Gravesen, chef for Vesthimmerlands Kommunes kultur- og fritidsforvaltning. En samling på 1500 bøger Sammen med brevet med accept af låneaftalen fik Johannes V. Jensen Museets bestyrelse en liste over de bøger, der stod i forfatterens arbejdsværelse, og som kan udlånes. Tidligere har bestyrelsen kun haft en liste over de øvrige genstande og valgt møbler og andet inventar ud fra den. Den nye liste tæller cirka 1500 bøger, og da museet i Farsø næppe får plads og råd til mere end måske 200 bøger, bliver det svært at vælge. - Der er en stor samling klassikere: H.C. Andersen, Blicher, Drachmann, Oehlenschläger, Jeppe Aakjær, Thøger Larsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Shakespeare... Hele den klassiske dannelse, konstaterer Jørgen Gravesen. Lige så interessant er det, at Nobelprismodtagerens samling også rummede en del engelske bøger og tidsskrifter som "Man and Culture" samt bøger af Darwin og David Livingstone, en rejsefører til New York og meget andet. Endelig er der selvfølgelig en del af Johannes V. Jensens egne bøger. For Farsø-museet kan nogle værker om Himmerlands arkæologi måske også være relevante. Anders Thyrring, der er medlem af Johannes V. Jensen Museets bestyrelse og docent og forsker ved Aarhus Universitet, vil få et stort ord at skulle have sagt, når bøgerne skal vælges ud. Afgørende at få en pris - Jeg er nu allermest spændt på at få et bud på, hvad det hele kommer til at koste. Det er helt afgørende, hvornår vi får en samlet pris, siger Jørgen Gravesen. Hver enkelt ting, der skal udlånes, skal omhyggeligt registreres, fotograferes og i nogle tilfælde konserveres. Det er den proces, der både er yderst langsommelig og kostbar. - Nationalmuseet har aldrig tidligere lånt så mange ting ud på én gang og i så langt et åremål. Så for dem er det så stor og principiel en sag, at de vil gå med både livrem og seler, forklarer Jørgen Gravesen. Den kommunale forvaltningschef erkender, at hvis man på forhånd havde vidst, hvor lang tid det ville tage at få tingene udleveret, ville man nok have gjort flere ting anderledes. - Det er en længere vej, end nogen overhovedet havde forestillet sig. Men nu må vi gå til enden, og det gør vi skridt for skridt, siger han.