Har Hjørring ikke allerede fået så rigeligt?

Lokalpolitik 10. februar 2005 05:00

REGIONALPLAN: Karl Bornhøft efterlyser 6.2. en national handlingsplan på det medicinske område. Mon ikke Bornhøft har medvirket tilstrækkeligt til handlingsplaner på det regionale område? Manden har som god og trofast hjørringenser og i kraft af sin magtposition i amtsrådet fået overført alle væsentlige funktioner fra sygehuset i Frederikshavn til sit hjemlige sygehus i Hjørring, herunder ledelsen af de nordlige sygehuse med alle de arbejdspladser, det har tilført Hjørring. Blandt andet sørgede han for behændigt at overføre den yderst kompetente og dygtige leder af sygehuset i Frederikshavn til fremtidig leder af centralsygehuset i Hjørring, så kommandoen og hovedkvarteret fremtidig skal ligge i Hjørring. Hvor er logikken? Bornhøft har sandelig gjort sin pligt over for sin hjemby, formentlig i håb om, at der nok skal ligge gode kvitterings-stemmer herfor forude, når hans drøm om regionsborgmesterposten nærmer sig. Men mon befolkningen ønsker en SF'er til den post? Det er næppe tænkeligt. Under alle omstændigheder er det nok tvivlsomt, om vælgerne i Frederikshavn og i den østlige del af Vendsyssel vil lægge deres dyrebare stemmer på Bornhøft. Når hertil kommer, at manden ikke kan tale ordentligt til andre hverken i skrift eller tale, må man håbe, at han nok skal få kærligheden at føle, når "hans" valgdag bliver aktuel.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...