Golf

Har ikke jord til en udslagsbane

Golfbanen ved Hegedal bliver i givet fald en af de få uden den facilitet

Ødelæggelsen af 100 nordjyske fortidsminder på 50 år har for alvor fået Christiansborgpolitikerne op af stolen. FOTO: Lars Pauli

Ødelæggelsen af 100 nordjyske fortidsminder på 50 år har for alvor fået Christiansborgpolitikerne op af stolen. FOTO: Lars Pauli

HEGEDAL:Naturklagenævnets nej til en dispensation er også ensbetydende med, at der ikke vil blive anlagt en udendørs udslagsbane - driving range - i tilknytning til den kommende golfbane på nordsiden af Mariager Fjord. Det vurderer banearkitekt Michael Trasdahl Møller, der gennem mere end fire år har været arkitekt på projektet. - Vi havde selvfølgelig håbet på at få lov til at slå ud mellem de to gravhøje, men det vil Naturklagenævnet åbenbart ikke tillade. Og så er mulighederne udtømte, Det vil kræve opkøb af mere jord, hvis der skal skaffes plads til en udslagsbane andet sted, siger Michael Trasdahl Møller. En mulighed er dog, at selskabet bag golfbanen dropper ideen om en udendørs udslagsbane til fordel for en indendørs. En sådan kan nemlig indrettes i den lade, der er i tilknytning til Torndalsgård. - Det kan sagtens lade sig gøre. I givet fald skal der bare opsættes et fangnet til boldene. Det vigtigste med en udslagsbane er jo, at man som golfspiller får følelsen af at ramme bolden rigtigt, forklarer han. Michaels Trasdahl Møller erkender dog også, at en indendørs bane aldrig kan blive det samme som en udendørs. - Den har stor betydning. Det er jo også derfor, at man på stort set alle golfbaner har udslagsbaner med en længde på op til 275 meter, siger han. Hvad der nu skal ske, har banearkitekten ingen ide om. - Det er op til golfbaneselskabet. Det er dem, der har ansat mig, og det er deres ideer, jeg forsøger at følge, siger han. Michael Trasdahl Møller har som arkitekt anlagt omkring en snes golfbaner i Danmark. Banen ved Mariager Fjord bliver i givet fald den første uden udendørs udslagsbane.