Øster Brønderslev

Har levet to liv i 20 år

Egon Nielsen har netop rundet 60 år. Han ser tilbage på de sidste 20 år, hvor han har brugt halvdelen af sit liv i Afrika

Egon Nielsen er hjemme i Øster Brønderslev for at fejre sin 60-års fødselsdag. De sidste 20 år har han levet to liv - et i Danmark og et i Afrika. Og selvom han ikke stopper endnu, så er tiden snart ved at være inde til, at Afrika skal ud af Egon Nielsens liv. Foto: Michael Koch

Egon Nielsen er hjemme i Øster Brønderslev for at fejre sin 60-års fødselsdag. De sidste 20 år har han levet to liv - et i Danmark og et i Afrika. Og selvom han ikke stopper endnu, så er tiden snart ved at være inde til, at Afrika skal ud af Egon Nielsens liv. Foto: Michael Koch

ØSTER BRØNDERSLEV: Han tænder op i piben, læner sig tilbage i stolen og tager en slurk af hyldebærsaften, der står på bordet foran ham. Egon Nielsen nyder den danske sommer i sin have i Øster Brønderslev. Her, hvor det ene af hans to liv udspiller sig. Det andet liv er meget langt fra ligusterhækken og parcelhuskvarteret. Her handler det om krig, nød og overlevelse. De sidste 20 år har Egon Nielsen været ansat af Sudanmissionen i det afrikanske land Sierra Leone, hvor han har arbejdet med fred og forsoningsarbejde samt sundhedsarbejde. I mandags kunne Egon Nielsen så fejre sin 60-års fødselsdag sammen med familien og vennerne i Øster Brønderslev. Og den runde fødselsdag var samtidig en kærkommen anledning til at se tilbage på de to liv. Egon Nielsen ankom første gang til Sierra Leone i 1986, og siden har han skiftevis været hjemme i nogle måneder og i Afrika i nogle måneder. En tilværelse der har tæret på familien og kostet mange afsavn - men som har været det hele værd. Når Egon Nielsen tager nemlig altid turen til Sierra Leone alene. Og han er godt klar over, at familien har ofret meget. - Min familie har båret en del byrder på det her. Men det handler om ens livssyn. Og jeg gør det, fordi jeg ved, at der er et behov for hjælp. Og man kan sige, at jeg sætter det gode formål højere end at være hjemme med familien. Men det er de helt indforstået med, og støtter mig dermed indirekte, siger han. Og der er ingen tvivl om, at det humanitære arbejde er meget indgroet i Egon Nielsen. Troen på, og viljen til at gøre en forskel og hjælpe folk er så stor, at hverken familie eller hans egen sikkerhed kan stå i vejen for det. Under borgerkrigen i det afrikanske land, arbejdede han i en flygtningelejr for børn. Da kampene rykkede helt tæt på lejren, fik alle udlændinge tilbuddet om at blive evakueret. Det takkede Egon Nielsen nej til. - Jeg følte et ansvar over for de børn. De ville jo føle, at jeg forlader dem, hvis jeg havde taget af sted. Så jeg blev, fortæller Egon Nielsen. Som at blive født på ny 20 år i et fattigt og krigshærget afrikansk land er selvsagt noget, der sætter sine spor. Og Egon Nielsen er da heller ikke i tvivl om, at livet i Afrika har forandret ham. - Det er som at blive født på ny. Man får nogle helt andre værdier, ser verden på en anden måde og lægger vægt på helt andre ting. Jeg er nok blev mere rummelig som menneske. Jeg har lært at forstå andre mennesker. For vores måde at se og gøre tingene på herhjemme er nødvendigvis ikke den bedste måde i Afrika - og omvendt, siger Egon Nielsen. - Mit liv er i hvert fald blevet voldsomt beriget. Jeg har knyttet nogle stærke bånd. Bånd der kun kan knyttes, når man oplever de samme trusler og farer. Det er noget der bringer folk sammen. Det gør man ikke, når man har det sjovt, tilføjer han. Professionel afstand I 20 år har Egon Nielsen altså levet to liv. Et fredeligt liv i Danmark og et liv i Afrika præget af usikkerhed og nød. Alligevel formår Egon Nielsen at adskille de to verdener. - Med tiden har jeg formået at opbygget en professionel afstand til Sierra Leone. Ellers bliver jeg løbet over ende af alle de problemer, jeg møder derude. For jeg bliver jo berørt at de mennesker jeg møder, men når jeg er hjemme, så forsøger jeg at være her, selvom jeg har Sierra Leone i mine tanker, siger han. Men selvom viljen stadig er intakt, så begynder tiden at rinde ud for Egon Nielsen. Det er snart tid til at sætte familien over det gode formål igen. - Jeg skal derned igen, men jeg er begyndt at trappe ned. Og der er for at få mere tid til min familie. Og bare det kommer til at foregå i mit eget tempo, så tror jeg, at jeg kan undvære det, siger Egon Nielsen.