Har mere sygefravær

I fagbevægelsen reagerede vi med stor kraft, da statsminister Lars Løkke Rasmussen gik til angreb på efterlønnen i sin nytårstale.

Vi gik blandt andet i rette med hans skråsikre påstand om, at "langt de fleste på efterløn hverken er mere eller mindre syge end deres jævnaldrende på arbejdsmarkedet". Men ganske som forventet fik vi skyld for at føre skræmmekampagne, når vi holdt fast i fakta og forklarede, at det ikke er for sjov, at ældre lønmodtagere går på efterløn. Fakta er - understregede vi - at efterlønnere har et højere sygefravær end deres jævnaldrende på arbejdsmarkedet, når de vælger at forlade arbejdsmarkedet. Derfor overraskede det ikke os, da beskæftigelsesminister Inger Støjberg forleden præsenterede Folketingets arbejdsmarkedsudvalg for en række nye tal. De dokumenterede, at efterlønnerne har mere end dobbelt så meget sygefravær som andre ældre lønmodtagere, når de vælger at sige stop. Ifølge tallene havde de lønmodtagere, der gik på efterløn i 2010, i gennemsnit 2,9 ugers sygefravær i 2009. Den tilsvarende aldersgruppe, der ikke gik på efterløn, havde blot 1,2 ugers sygefravær. Jeg vil gerne stille statsministeren og hans mange akademiske medarbejdere to simple spørgsmål: Er der tale om en regnefejl, eller var det helt bevidst at underdrive efterlønnernes sygefravær for at retfærdiggøre en afskaffelse af efterlønnen?

Forsiden