Lokalpolitik

Har Poul Hvass helt tabt kultur- horisonten af syne

KULTURHUS:Efter at have læst byrådsmedlem Poul Hvass Hansens (K) udtalelser i avisen den 22. september sidder man tilbage med en underlig smag i munden. Har PH helt tabt horisonten af syne? Med en årlig udvandring fra Thisted Kommune på mere end 200 personer, mange af dem skatteydere, er der da al mulig grund til at løfte blikket og se ud over snævre gamle kommunegrænser og se om der er mulig inspiration at hente udensogns. F. eks. er man i Vesthimmerlands Kommune i fuld sving med at bygge et stort musikhus i Aars. Nyt Dansk Musikteater, som er på turné med den største musical-satsning udenfor København nogensinde (¿Lyset over Skagen¿) har solgt en forestilling til Aars til 800 billetter. Og ikke nok med det. Forestillingen er for længst udsolgt, og Aars har købt en ekstra forestilling! Det kunne være interessant at vide, om det fremsyn og mod de lokale politikere udviser lidt længere østpå kunne inspirere PH, borgmesteren og deres kolleger i Thisted Byråd, al den stund at den stigende optimisme i Vesthimmerlands Kommune har betydet en nettoindvandring på 496 personer sidste år!! Når PH i ovennævnte interview om den foreslåede kulturelle behovsundersøgelse udtaler:¿ En undersøgelse ville være et omsvøb. Tidsspilde og dermed pengespild¿ slås man af forundring og risikerer at gribes af mismod. Underligt at man som politiker er bange for at blive oplyst. Det overordnede formål med den foreslåede undersøgelse er at få belyst: 1. Sammenhængen mellem kulturelle investeringer og udviklingen i det kommunale skattegrundlag. 2. En belysning af de økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser for kommunens virksomheder og borgere ved etablering af et kulturcenter. 3. At sikre beslutningstagerne en grundig og uvildig undersøgelse til brug for udviklingen af en fremadrettet kulturpolitik. At der er penge i kulturen, ses i mange byer i dette land. Men det kræver, at man løfter blikket ¿ og tør lade sig inspirere. Det kræver nødvendigvis politisk mod. Det er måske derfor, PH er bange ..?