Har regering heltglemt køberne?

Under overskriften "Bedre og billigere bolighandel" vil regeringen fjerne finansieringsforslagene og dermed brutto- og nettobegreberne i ejendomsmæglernes annoncer og salgsopstillinger.

I modsætning til regeringens intentioner mener vi i Dansk Ejendomsmæglerforening, at dette forslag vil have den stik modsatte effekt. Vi er med andre ord overbeviste om, at det vil gøre det både langt mere besværligt og dyrere for boligkøberne i fremtiden. Et synspunkt, der i øvrigt bakkes op af flere fremtrædende eksperter og finansielle rådgivere – herunder lektor Jens Lunde fra Handelshøjskolen i København og den uafhængige rådgiver i Finanshuset, Kim Valentin. Regeringen lider tilsyneladende af den vildfarelse, at det bliver billigere for kunderne, hvis ejendomsmæglerne holder op med at yde den service at foretage beregninger på endog indtil flere forskellige lånetyper og dermed kunne oplyse de månedlige udgifter for køber. Vi forsøger ikke at lægge skjul på, at mæglerne i nogle tilfælde får provision fra deres samarbejdspartnere – det står jo også i vore købsaftaler – men det er rent faktisk et fåtal af huskøberne, der vælger den finansiering, ejendomsmægleren foreslår. I 80 pct. af tilfældene er det et andet realkreditinstitut eller som oftest banken, der leverer lånet. Og så er det jo bare banken, der får provision! Det er altså et tilbud, køber kan tage imod eller lade være. Som det forholder sig i dag, søger boligkøberne næsten altid finansiel rådgivning et andet sted end hos ejendomsmægleren. Men det betyder jo ikke, at forbrugerne ikke bruger brutto- og nettotallene, som fortæller dem, hvor meget de kommer til at sidde for om måneden. Lige som kontantprisen bruger de dem til at sammenligne, og dermed skaber disse tal overskuelighed og gennemsigtighed på markedet. Forestil dig, at du i løbet af et par måneder er ude og se på 12 forskellige villaer – hvilket ikke er urealistisk for nye huskøbere – så skal du hver eneste gang, du er interesseret i en bolig, have lavet et finansieringsforslag. Mon bankerne vil gøre det gratis? "Vi vil gerne have folk til at søge uafhængig rådgivning," har afdelingschef i Forbrugerrådet, Villy Dyhr, udtalt. Dette er et meget tiltalende ønske. Men desværre er det urealistisk i dagens Danmark. Bortset fra nogle ganske få højtuddannede mennesker med masser af overskud shopper vil ikke mellem bankerne. Vi er meget trofaste over for vores egen bank – ikke mindst fordi vi er bundet op af kassekredit, billån etc. – og vi skal altid huske på, at banker er sat her på jorden til at tjene penge til deres aktionærer, hvad ellers? Som bekendt kommer der intet overskud fra kærlighed og kildevand alene! Et er, at regeringen med økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen i spidsen kan foreslå noget så tåbeligt. Mere uforståeligt er det, at Forbrugerrådet støtter dette forslag, som så åbenlyst vil gøre det både dyrere og langt mere besværligt for boligkøbere. Det er, som om man helt har glemt køberne i denne debat. Og køberne er vel lige så meget forbrugere som sælgere i en bolighandel, eller hvad?