Har vi et dårligt ry?

I NORDJYSKEs leder (søndag 18.3.) står der bl.a.: "Danmark har fået et desværre fortjent ry for at være indvandrerfjendtlig, og det skyldes først og fremmest DF"s næsten uindskrænkede magt på området gennem det seneste årti".

En sådan påstand kræver vist en dokumentation fra en avis, som påstår ikke at tilhøre én bestemt politisk retning i dansk politik. Danmarks påståede indvandrerfjendtlige ry deles tilsyneladende ikke af udlandet, hvorfra indvandringen alene fra 2002 til 2009 er steget fra 14.000 til 45.000 om året. Dette er udlændinge, der vil arbejde og studere. På grund af 24-årsreglen er antallet af 20-24 årige kvindelige efterkommere med en ikke-vestlig oprindelse, der var i gang med en videregående uddannelse steget så meget, at andelen i dag er højere end blandt jævnaldrende danske kvinder. Påstanden om det dårlige ry deles heller ikke af den store andel af befolkningen med begge ben på jorden, som siden 2001 har støttet den gennemførte udlændingepolitik. Dette bevises jo bl.a. med, at selv Socialdemokraterne nu tilslutter sig 24-årsreglen. Påstanden om "det dårlige ry" kommer fra "det kulturradikale Danmark", hvis synspunkter Nordjyske nu er talerør for. Hvis vi er indvandrerfjendtlige, hvorfor kommer der så mange udlændinge til Danmark?

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.