Har vi ikke religionsfrihed?

Debatten om forbud mod tørklæder i Danmark er taget til de seneste dage. Den vigtigste politiske problemstilling i Danmark er åbenbart et stykke beklædning. Lige så afsporet som denne situation må siges at være, lige så afsporet er debatten.

TØRKLÆDER:Debatten om forbud mod tørklæder i Danmark er taget til de seneste dage. Den vigtigste politiske problemstilling i Danmark er åbenbart et stykke beklædning. Lige så afsporet som denne situation må siges at være, lige så afsporet er debatten. I TV 2 mandag 19.5. siger Pia Kjærsgaard, at problemet med tørklæder blandt andet er, at man så vælger at signalere, at man er muslim og således er anderledes. Her afslører Pia Kjærsgaard, hvad det i virkeligheden handler om for hende og Dansk Folkeparti, og hvordan hendes og Dansk Folkepartis tankegang er. For hvorfor skulle det være forbudt at vise, at man er muslim? Der er vel religionsfrihed i Danmark? Og hvorfor skulle det være et problem at vise, at man er anderledes fra flertallet? Jo, for Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti er det åbenbart et problem, at nogle mennesker er muslimer, og det er et problem for dem, at nogle mennesker er anderledes fra Dansk Folkepartis normalitetsbegreb. I 30'erne havde en vis politisk bevægelse den samme holdning til jøderne og dem, der var ”anderledes”. Eftersom man hidtil ikke har protesteret over, at dommere (eller andre offentlige ansatte) af nogen art har båret f.eks. et kristent kors om halsen, ja, så kan jeg ikke se, at denne diskussion handler om at fjerne symboler fra myndighedspersoner. Det må derimod udelukkende dreje sig om at dyrke det, som er blevet nationalsport i Danmark – nemlig at genere muslimer mest muligt. Hvis man mener, at en offentligt ansat lader sit arbejde påvirke af f.eks. en religion, fordi vedkommende bærer et religiøst symbol, ja, så udtrykker man grov mistillid mod vedkommende. Opfattelsen er jo så, at vedkommende ikke skelne ”skidt fra kanel” – altså sortere mellem sit arbejde og sin religion. Og hvorfor i alverden skulle man ikke kunne det? Hvis den logik og tankegang derimod skal praktiseres og føres ud i livet, så må næste skridt jo blive, at en offentligt ansat f.eks. ikke kan være medlem af et politisk parti eller ligefrem kandiderer til byråd, Folketinget eller lignende. Logikken og tankegangen må jo i så fald tilsige, at vedkommende ikke kan skelne sin politiske overbevisning fra sit arbejde. Et af argumenterne for et forbud mod tørklæder har været, at befolkningen skal have tillid til myndighedspersoner. Ja, selvfølgelig skal man det. Men vi er forhåbentlig ikke kommet så langt ud, at man ikke have tillid til folk, bare fordi de viser tilhørsforhold til noget, som man ikke selv hører til? I øvrigt kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om det er påvist, at et tørklæde, når det kommer til stykket, er et religiøst symbol. Det er muligt, at jeg tager fejl, men jeg vil da mene, at en halvmåne – og ikke et tørklæde – er symbolet for islam. Når man vælger argumentet med, at man ikke kan fungere optimalt i sit job i det danske samfund, hvis man signalerer, at man er muslim, så skal man være opmærksom på, at det i denne forbindelse ikke er muslimerne, som skaber et modsætningsforhold mellem det at være muslim og det at fungere og blive integreret i det danske samfund. Tværtimod. Muslimerne plæderer jo for, at det godt kan lade sig gøre. Det er derimod de danske myndigheder og de danske lovgivere, som nu søger at skabe dette modsætningsforhold. Det synes jeg er en meget beklagelig udvikling, som bør stoppes. Det er blevet påpeget, at man med et forbud risikerer at skabe en muslimsk modreaktion. Tyrk avler som bekendt modtryk, og måske er dette også regeringens hensigt. I efteråret 2005 – ved den første Muhammed-krise – så Fogh muligheden for at skabe en konflikt mellem dansk kultur og danske værdier på den ene side og et udefrakommende muslimsk pres på den anden side. Skruppelløst greb han denne chance, fordi han vidste, at han, Venstre og Dansk Folkeparti ville vinde på det, og jeg er alvorligt bange for, at statsministeren helt bevidst – og med samme beregnende bagtanke – forsøger på det samme igen med den aktuelle sag.