Aalborg

Har vi råd til mænd?

Hvis det er rigtigt, at der om ca. et halvt århundrede vil være 300 millioner flere mænd end kvinder i verden, så er vi virkelig på den. I Kina og andre dele af Asien kender man allerede problemstillingen.

Jeg har ikke selv turdet tage hul på debatten. Der er alligevel lidt kylling i mig, når det kommer til stykket. Nu fik jeg så hjælp til det i form af et par velskrevne, tankevækkende og morsomme kronikker i Politiken, skrevet af henholdsvis pensioneret lærer Bente Christensen og billedkunstner og forfatter Dexter Vandango. Bente Christensens pointe er, at mænd koster samfundet alt for mange penge, og hun stiller det relevante spørgsmål. ”Er mænd stagneret i deres udviklingstrin? Hvis det er tilfældet, hvorfor gør samfundet så ikke noget for at løse problemet?” Bente Christensen underbygger sine spørgsmål med, at det er mænd, der er voldelige. Det er mænd, der kører vanvittigt. Det er mænd, der begår kriminalitet. Det er mænd, der voldtager kvinder. Det er mænd, der begår hærværk. Det er mænd der besidder børneporno. Det er fortrinsvis mænd, der bor på herberger. Det er mænd, der sidder alkoholiseret på bænken. Det er mænd der står i spidsen for krige rundt omkring i verden. Alle påstande kan underbygges med statistikker. Mænd kommer galt af sted i langt højere grad end kvinder. Når der eksempelvis er 110 kvinder, der bliver dømt for trusler, så er der 1367 mænd, der bliver dømt. Og hvorfor er det sådan? Her er det nærliggende at give kvinderne skylden for, at det er gået galt med opdragelsen af drengebørnene. Den holder måske ikke helt. Bente Christensens pointe er, at der er brug for noget forskning i mandekulturen. Hvorfor den opstår på den måde, som den gør og hvorfor den konstant udvikler sig uhensigtsmæssigt. Når vi i den offentlige debat taler om sociale problemer eller andre problemer, deler vi ofte befolkningen op i danskere og folk med en anden etnisk baggrund. Bente Christensen peger på, at opdelingen burde være mænd og kvinder, men understreger retfærdigvis, at det ikke er alle mænd, heller ikke blandt indvandrere, der er utilpassende eller som giver anledning til problemer. Kunne man forestille sig, at mænd generelt blev en ny fokusgruppe i samfundsforskningen? I regeringens handleplan for socialt udsatte står der meget rigtigt, at den forebyggende indsats skal styrkes. Her kunne man begynde med socialiseringen af drengebørn i skolerne. Noget må gå galt i processen. Om det er genetisk, kulturelt eller noget opdragelsesmæssigt eller alle tre aspekter i kombination, tør jeg ikke at svarer på, men jeg synes det er godt gået af Bente Christensen at hun rejser spørgsmålene. Tilmed får Bente Christensen en positiv respons i en svarkronik fra Dexter Vandango. Vandango skriver, at ”kællingen har ret og blot siger det, alle burde indrømme og diskutere åbent.” Han konstaterer bl.a., at kvinder er bedre til at dele og tage sig af gamle og syge, og så har de konstant dårlig samvittighed over de ting, som de ikke får gjort, mens mænd som regel aldrig opdager det, som de ikke får gjort eller er ligeglade med den elendighed, som de er årsag til. Personligt har det altid undret mig, hvorfor mange mænd ikke spekulerer over, hvordan tøjet kommer ind i klædeskabet, hvorfor nullermændene på gulvet er blevet væk, eller hvorfor opvasken på køkkenbordet er forsvundet. Sidstnævnte stod der helt bestemt, da man forlod hjemmet for at gå på arbejde. Nogen Marie er der i hvert fald ikke ansat. I følge Vandango frygter kvinder også mere skandale og vanære end mænd gør. Her nævner Vandango, at en kvindelig Brixtofte ville være utænkelig, og at Ritt Bjerregaards ene nat på hotel Ritz i Paris cirka svarer til en milliontedel af Brixtoftes rutten med skatteydernes penge. Et fremtidsperspektiv med så mange mænd i overskud må altså give anledning til bekymring. Vandangos skræmmebillede er, at en fremtid med for mange mænd og for få kvinder kan føre voksende risiko for mere terror i verden og at det bliver svært for mænd at få afløb for deres seksuelle drifter, når der er for få kvinder. Hvad sidstnævnte angår mener Vandango ikke, at internettet og en udpræget grad af selvbetjening, vil være nok til at pacificere alle disse overskydende hormonfyldte mænd. Umiddelbart kunne man jo tage det hele som en spøg, men man kunne også se det som en ny indfaldsvinkel til at diskutere ligestilling, sociale problemer og kriminalitet. Hvorfor skal mænd have så meget magt, når det ikke går så godt. Kig bare rundt omkring i verden og se, hvordan de ligefrem ”nosser” rundt i det. Selvom vi godt vedm at der er mange mænd, der klarer sig godt, både i politik, i erhvervslivet, efter en skilsmisse og når de bliver gamle, så kommer man ikke udenom det tankevækkende i, at så mange mænd kommer galt af sted og i det hele taget klarer sig dårligere end kvinderne. [ Tina Bømler er 43 år og bosat i Rubjerg. Hun er lektor på Aalborg Universitet ved Institut for Sociologi, Socialt arbejde og Organisation. Hun har skrevet en række bøger om bl.a. samfundets skyggesider.