Har vi stadig råd?

Meget kan man mene om politikerne fra Det Radikale Venstre - men de har deres meningers mod. Midt i en tid, hvor det bare ikke kan komme på tale at røre ved noget som helst - krise for milliarder af kroner eller ej - stiller partiet med Margrethe Vestager i spidsen med, hvad der til forveksling ligner ultimative krav. Først og fremmest om, at efterlønnen - den måske helligste velfærdsordning - skal afskaffes, men også om at dagperioden skal forkortes fra de nuværende fire år til to. Endda som betingelse for at støtte en S-SF-regering. Som Vestager udtrykker det: "Vi er en situation, hvor vi ikke har råd til den velfærd, alle forventer. Når vi ser på det hul, som regeringen efterlader i dansk økonomi, springer efterlønnen mest i øjnene som en af de ting, vi må se på, så vi har råd til en god folkeskole, en god ældrepleje og et sundhedsvæsen, der fungerer". Men ikke om Socialdemokraterne er til sinds så meget som at diskutere efterlønnen. Men hvad kan også forvente af et parti, der én gang er blevet fraspillet den politiske magt som følge af "efterlønssagen", hvor den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen understregede, at der aldrig kunne blive tale om pille ved "et velerhvervet velfærdsgode" - hvorefter det rent faktisk i 1999 blev gjort mere fordelagtigt ikke at tage imod efterløn. S' nederlag ved valget i 2001 gjorde, at politikere kun nødigt har berørt emnet efterløn, og kun tiden kan vise, om VK-regeringen har modet til et endeligt anslag mod velfærdsgodet. Hverken S eller SF vil foretage sig noget i den retning i en eventuel ny regering efter næste valg, for ifølge Villy Søvndal skal en ny regeringen ikke have reformangst, og "vi er parat til at lave reformer for at skaffe ekstra hænder. Men vi siger samtidig, at det kan gøres uden at forringe efterlønnen". Ordningen blev indført på andre betingelser end dem, der hersker i Danmark i dag, og skal man for enhver pris - også den, der kræver at man optager endnu flere lån i udlandet - holde fast i den, når betingelserne har ændret sig?