Harboe opjusterer årsforventninger (2. opdat.)

Harboe opjusterer sine forventninger til regnskabsåret 2003/04 som følge af yderligere positive afsætningsforventninger til især det tyske og svenske marked samtidig med, at der er indgået en flerårig aftale om udlejning koncernens opdrætsstalde til kalkuner. Det oplyste bryggeriet onsdag. Der ventes nu et overskud før skat på 80-90 mio. kr., mens de seneste forventninger lød på et overskud på 70-80 mio. kr. Udlejningen af opdrætsstaldene sker til et nyt selskab, hvor Harboe via sit datterselskab Harboefarm går ind som 20 pct.'s aktionær. De øvrige aktionærer er en tysk fødevarevirksomhed, der har mange års erfaring inden for bl.a. kalkunproduktion, som går ind med en ejerandel på 70 pct., mens det nye selskabs direktør ejer de resterende 10 pct. Det nye selskab har en aktiekapital på 150.000 euro - eller 1.114.500 kr. - og skal alene opdrætte kalkuner i de lejede stalde. Det bemærkes, at Harboefarm indtræder i selskabet for at sikre kontinuitet i såvel råvareleverancer som kvalitet, mens det drifts- og ledelsesmæssige ansvar varetages af de tyske selskabsejere. (RB-Børsen: Tlf: 33411148 Fax: 33937450 E-mail: redaktion@rb-borsen.dk)