Hadsund

Hardcore hyldestrus

2500 betalende sikrede overskud og stensikker gentagelse i 2009

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der blev ikke givet køb på sikkerheden i Fruerlundparken.

Efter sigende hælder elektronmusikkens nordjyske tilhængere ellers mest til det psykedeliske. Ikke desto mindre løb den hollandske hardcore-dj-stjerne Angerfist som eksponent for genrens hårdeste udtryk med de i særklasse største palmer. Publikum ville slet ikke slippe den maskeklædte, men også sky Angerfist efter halvanden times sveddryppende sansebombardement på den største af Fruerlundpladsens tre teltscener. Hærdebrede securityfolk måtte til sidst eskortere ham væk fra scenen, så han ikke blev sønderslået i publikumshyldest. Ellevilde tilhængere ville bare gerne trykke hans hånd eller sikre sig en autograf. Enkelte fra det modsatte køn ville tydeligvis endnu mere. - Jeg har aldrig oplevet nogle lignende. Angerfist giver bare alt, hvad han har i sig, men er til gengæld ikke meget for postyret bagefter, forklarer medarrangør Simon Pugholm, der om festivalens forløb som helhed fastslår: - Nærmest perfekt. Vi kommer helt sikkert igen næste år med et endnu bedre line up. Vores koncept om en festival under betryggende forhold og fri for stoffer, synes jeg holdt. - Vi slap gennem nåleøjet - ovenikøbet med et lille overskud, og nu kan vi arbejde på at forbedre skønhedsfejl, forbedre kvaliteten af telte armbånd og information, så Summer Angel bliver et kvalitetsvaremærke, fremhæver Simon Pugholm. Stegheden holdt omsætningen af våde varer i højt gear, og de 2500 betalende samt gæster og frivillige kunne en time efter midnat søndag forlade pladsen til synet af et smukt festfyrværkeri. Nogle fortsatte til den lyse morgen festen på diskotek Supreme i Hadsund, hvor et par af festivalens dj's gæsteoptrådte hos medarrangør Henrik Jensen. For andre stod den søndagen lang på oprydning.