Hareide: Eriksen har brug for hvile efter langt forår

Med lidt ekstra hvile er Åge Hareide sikker på, at Christian Eriksen er mentalt klar til kampen mod Irland.

Åge Hareide og fodboldlandsholdet træner mandag til onsdag i Helsingør forud for fredagens EM-kvalifikationskamp mod Irland. Torsdag træner holdet i Parken.

Åge Hareide og fodboldlandsholdet træner mandag til onsdag i Helsingør forud for fredagens EM-kvalifikationskamp mod Irland. Torsdag træner holdet i Parken.

HELSINGØR:Det er af hensyn til Christian Eriksens mentale tilstand, at den danske landsholdsspiller er bevilget to ekstra fridage og først møder ind i landsholdslejren onsdag.

Den danske profil har haft et forår med mange vigtige kampe for Tottenham kulminerende med lørdagens nederlag i Champions League-finalen mod Liverpool.

Derfor har Eriksen brug for et lille pusterum, hvis han skal være frisk i hovedet til fredagens EM-kvalifikationskamp mod Irland i Parken.

Det siger landstræner Åge Hareide, der har taget beslutningen om at give Eriksen lidt ro.

- Han har behov for at hvile, og det er han meget glad for, at han får. Det er en kamp (Champions League-finalen, red.), som kan fylde noget i baghovedet.

- Han har mere eller mindre boet i en lejr i hele foråret, hvor Tottenham har kæmpet for også at skulle spille Champions League i næste sæson, mens de samtidig har spillet vigtige kampe i Champions League.

- Derfor har han behov for at sænke skuldrene lidt i et par dage. Heldigvis bliver det fint vejr, så jeg håber, han nyder solen, siger Åge Hareide.

Landstræneren er ikke nervøs for, at Eriksens kedelige oplevelse i karrierens vel nok vigtigste kamp spiller ind, når Danmark fredag går på banen blot seks dage efter skuffelsen i Madrid.

- Jeg tror, at det nok skal gå fint for ham på fredag, for Christian kan godt lide at spille fodbold.

- Han kender den store betydning af kampen på fredag, for det ser godt ud for vores kvalifikation, hvis vi får hul på Irland, siger Åge Hareide.

En del af den øvrige landsholdstrup trænede også sammen fire dage i sidste uge. Mandag mødte hele truppen - minus Christian Eriksen - ind i landsholdslejren i Helsingør.

Ud over fredagens kamp mod Irland tæller landsholdssamlingen også en EM-kvalifikationskamp mod Georgien på mandag. Begge kampe spilles i Parken.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.