Hareide: Ingen af vores spillere minder om Eriksen

Åge Hareide skal tænke alternativt, hvis Christian Eriksen ikke er med i landskampene mod Irland og Østrig.

Åge Hareide må muligvis se bort fra Christian Eriksen i kampene mod Irland og Østrig. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Åge Hareide må muligvis se bort fra Christian Eriksen i kampene mod Irland og Østrig. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvis Christian Eriksen ikke når at blive klar til de kommende landskampe mod Irland og Østrig 13. og 16. oktober, skal landstræner Åge Hareide lægge puslespillet på en anden måde, end han har været vant til.

Den kreative Tottenham-spiller har været fast mand på Hareides landshold, og der er ingen i den landsholdstrup, som Hareide udtog onsdag, der minder om Eriksen.

- Vi har fleksibilitet nok til, at vi kan løse kampene uden Christian Eriksen. Vi vil aldrig have en spiller, som er lig Christian, men vi har spillere, som kan udføre opgaven på en anden måde.

- Vi kan godt ændre systemet, men det er jeg ikke så optaget af. Jeg er optaget af, hvordan vi ser ud på banen, og hvordan vi agerer i forhold til modstanderen, siger Åge Hareide.

Han håber, at Christian Eriksen når at blive klar og kan efterudtages, men gør han ikke det, er der tre alternativer i truppen.

Hareide bringer Lasse Schöne, Pierre-Emile Højbjerg og Anders Christiansen i spil til at afløse Eriksen som offensiv midtbane.

- Lasse Schöne kan vi flytte op, men jeg er usikker på, om han vil kunne operere lige så godt, som han kan længere nede på banen.

- Der er også Pierre-Emile Højbjerg, men så skal vi bygge midtbanen op lidt anderledes, for ham kan vi ikke sætte til at ligge i en fri rolle mellem kæderne, som vi gør med Christian Eriksen, der er en mester i de områder. Højbjerg er mere en boks-til-boks-spiller.

- Anders Christiansen er også en kreativ spiller. Jeg skal over og se ham for Malmö mod Besiktas i morgen (torsdag, red.), siger Hareide.

Hvis Christian Eriksen ikke er med på holdet, må Åge Hareide også se bort fra den spiller, der har scoret klart flest mål i nordmandens regeringstid som dansk landstræner.

19 gange har Christian Eriksen scoret, mens Hareide har været landstræner, men nordmanden sætter sin lid til, at andre kan sparke chancerne ind.

- Yussuf Poulsen og Kasper Dolberg har scoret mål på det sidste, og vi har også Pierre-Emile Højbjerg og Martin Braithwaite. Så vi har nogen, der har vist, at de kan sparke bolden i mål.

- Vi skal opretholde måden, vi spiller og tænker på, og så må vi forsøge at skabe chancer. Mere kan vi ikke gøre. Så må vi håbe, at folk har kvalitet til at sætte den ind, når de får muligheden.

- Christians fravær er ikke nogen undskyldning for ikke at præstere. Vi skal også kunne levere uden ham, siger Åge Hareide.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.