Hareide om VM-exit: Det er fodboldens brutalitet

Åge Hareide mener, at VM-holdet har fulgt hans plan til punkt og prikke og røg ud på de mindste marginaler.

Fodbold 1. juli 2018 23:58 - Opdateret 2. juli 2018 00:01

Det danske landshold udførte planen til fulde, men måtte forlade VM på de mindste marginaler.

Det mener landstræner Åge Hareide efter nederlaget til Kroatien i ottendedelsfinalen. Kroaterne slog Danmark 3-2 i en konkurrence fra straffesparkspletten, efter at den ordinære kamp var endt 1-1.

- Jeg har fortalt spillerne, at jeg er stolt af dem, deres indsats og den måde, de har fulgt planen på fra kamp til kamp. De har fulgt min plan til punkt og prikke.

- Vi mente, at vi havde en god chance mod Kroatien, og med større træfsikkerhed havde vi måske være videre, siger Åge Hareide.

Selv om målmand Kasper Schmeichel reddede et straffespark i den forlængede spilletid og yderligere to i straffesparkskonkurrencen, så var det alligevel ikke nok.

Åge Hareide måtte se Christian Eriksen, Lasse Schöne og Nicolai Jørgensen brænde i den afsluttende duel fra pletten.

- Kasper har gjort alt for, at vi skulle vinde. Både i den forlængede spilletid og i straffesparkskonkurrencen.

- De tre, der brændte, er normalt meget sikre. Det er fodboldens brutalitet, siger Hareide.

Han fortæller, at Danmark ikke havde trænet straffespark, da det alligevel er umuligt at imitere det pres, der ville opstå i en knockoutkamp til et VM.

Landstræneren er ellers godt tilfreds med indsatsen mod kroaterne, hvor de to store stjerner Ivan Rakitic og Luka Modric ifølge Hareide blev lukket godt ned.

Hun kunne samtidig se Mathias "Zanka" Jørgensen give Danmark en drømmestart efter 57 sekunder, men Kroatien fik udlignet kort efter. I den situation blev Andreas Christensen ramt så hårdt i ansigtet, at han måtte udgå i pausen.

- Vi fik en tidlig føring, men de udlignede for hurtigt. Det var lidt tilfældigt.

- Jeg tror, at vi kunne have gjort det godt i næste runde, hvis vi var kommet igennem, siger Hareide.

Var det endt med en dansk sejr, så havde de russiske VM-værter ventet i kvartfinalen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...