Hareide overvejede sit job under landsholdskonflikt

Åge Hareide overvejede sit job, men gav ikke DBU et ultimatum for at få løst landsholdskonflikten.

Ritzau
Åge Hareide var omringet af pressen, da han første gang udtalte sig til offentligheden, efter at konflikten mellem DBU og landsholdsspillerne er sparket til hjørne. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Fodbold 7. september 2018 16:08

Fodboldlandstræner Åge Hareide overvejede undervejs i konflikten mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen, om han fortsat ville være træner for landsholdet under de vanskelig arbejdsbetingelser.

Det siger landstræner Åge Hareide fredag eftermiddag, da han er tjekket ind på spillerhotellet i Aarhus forud for Nations League-kampen mod Wales søndag.

- Jeg har tænkt over, om jeg vil være med til det her. Og jeg ville have tænkt endnu mere over det, hvis jeg havde mistet kampen i Nations League.

- Der er mange ting, som har raset rundt i hovedet på mig, men som udgangspunkt har jeg lyst til at arbejde videre. Det var også det, jeg gav udtryk for før VM.

- Det har ikke været optimale arbejdsbetingelser for mig, men så længe konflikten var så kort, som den var, så har jeg accepteret det og må komme videre, siger Hareide.

Spørgsmål: Stillede du et ultimatum til DBU, om at situationen skulle være løst inden kampen mod Wales?

- Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg har haft nogle tanker undervejs, for jeg vidste, at det ville trække ud.

- Men jeg blev godt informeret om, hvad der ville blive gjort for at få det løst efter kampen i Slovakiet. Det gav mig ro. Jeg har også haft dialog med Simon Kjær, så jeg vidste hele vejen, hvordan det så ud, siger Hareide.

Spørgsmål: Så du har fra starten af ugen følt dig sikker på, at kampen mod Wales nok skulle blive med det normale landshold?

- Jeg håbede på det hele vejen, siger Hareide.

Konflikten blev foreløbig sparket til hjørne torsdag aften, da DBU og Spillerforeningen indgik en midlertidig landsholdsaftale, der løber til udgangen af september.

På grund af den i lang tid uklare situation om hvem der skulle repræsentere Danmark mod Slovakiet i onsdags, var landstræneren ikke med på sidelinjen.

I stedet var det John "Faxe" Jensen, som stod i spidsen for det nødlandshold, som onsdag tabte 0-3 i Trnava.

- Jeg så ikke kampen. Det ville være helt værdiløst for mig at se på. Jeg ser fodbold for at få input, og der var ikke noget at hente ved at se Slovakiet-Danmark, siger Hareide.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...