Fodbold VM 2018

Hareide vil gå efter sejren mod Frankrig

Danmark kan nøjes med uafgjort i tirsdagens sidste puljekamp, men det får ikke indflydelse på Åge Hareides indgang til kampen

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Det kommer ikke til at betyde noget for det danske fodboldlandsholds indgang til tirsdagens afsluttende VM-puljekamp mod Frankrig, at danskerne avancerer til ottendedelsfinalerne med et uafgjort resultat.

Sådan lyder det fra landstræner Åge Hareide på den officielle pressekonference dagen før kampen.

- Jeg ved, at vi kan klare os med et point, men det er et dårligt udgangspunkt, hvis vi forsøger at spille på uafgjort fra kampens start. Hvis vi indstiller spillernes hoveder på det, får vi en passivitet, der ikke er god, siger Åge Hareide.

Danmarks norske landstræner erkender dog, at hans hold kommer til at have et andet taktisk udgangspunkt end i de foregående puljekampe mod Peru og Australien.

- Vi skal have mere balance, når vi angriber, end vi havde mod Australien og Peru. Frankrig er ekstremt dygtige på deres omstillinger, så vi må ikke efterlade så meget rum bag boldholderen, når vi taber bolden. Vi skal spille med mere klogskab og med en strammere organisation, siger Åge Hareide.

Han er optimistisk, inden tirsdagens opgør på det store Luzjniki Stadion i Moskva.

- Jeg har en stor tro på, at vi klarer det. Vi er alle sammen enige i, at det ikke har kørt spillemæssigt for os, men vi har arbejdet sindssygt hårdt, men jeg tror, at den arbejdsmoral og det sammenhold, der gør os til et godt hold, vil være nok for os, siger Åge Hareide.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.