Harm over skiftende røgsignaler

Brugerne af Rådhuscenteret raser over ikke at blive taget med på råd

Hans Christensen
Jens Bjerregaard føler sig “kørt over” i striden om rygning eller ej i Rådhuscenterets lokaler. Arkivfoto: Peter Broen
EMNER 23. august 2007 06:00

FREDERIKSHAVN: Først måtte de ryge i en del af Rådhuscenteret. Så skulle de udenfor og så fik de deres egen rygeafdeling. Den er så blevet inddraget igen og nu er rygning forbudt i Rådhuscenteret i Frederikshavn. Den nye rygelov og de skiftende (røg) signaler har sat sindene i bevægelse på centeret, der er fast mødested for mange af kommunens pensionister. Jens Bjerregaard, mangeårig formand for Rådhuscenterets støtteforening, fik sig en slem overraskelse, da han mandag mødte for at gøre klar til dagens bankospil. På et skilt ved et hjørne i centerets hovedbygning kunne han læse følgende tekst: ”Der må ryges i lokalet bag denne dør, såfremt man holder foldedøren lukket og lufter ud efter sig”. Problemet er bare, at der kun er adgang til ”rygeafdelingen” gennem centerets torv, at vinduerne i rygerummet ikke kan åbnes og at Jens Bjerregaard & Co. ikke har været taget med på råd. - Vi plejer at bruge området til bankospil og kortspil og pludselig kan jeg læse, at det nu er indrettet til rygerum. Jeg har været formand for støtteforeningen i 12 år og så får man den slags trukket ned over hovedet. Sagen burde i det mindste have været drøftet i centerrådet, sig en vred Jens Bjerregaard. Udover støtteforeningen bruges centeret af foreningerne Lyspunktet og Invalideforeningen, der heller ikke er taget med på råd. - Medlemmerne accepterer, det vi forhandler os frem til, men vi er end ikke blevet spurgt i denne sag, siger Jens Bjerregaard. Han mener, at løsningen må være en pavillon til rygerne i forbindelse med Rådhuscenteret. Ældrechef beklager Ældrechef Hanne Bjørnlund siger, at der er tale om en nødløsning og at sagen vil blive drøftes på det næste møde i centerrådet, der mødes én gang om måneden. - Problemet er, at vi endnu ikke har fået nogen overordnet rygepolitik fra direktionen eller byrådet. Da rygerne så protesterede over at de skulle udenfor, lovede vi at finde et rum og lavede denne ordning som en akut foranstaltning. Der er selvfølgelig en række ting om udluftning og lignende, der skal være i orden og det må vi finde en løsning på, i samarbejde med brugernes repræsentanter. Indtil da må rygerne udenfor igen, siger Hanne Bjørnlund.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...