Harmasoflugi - hvad er det?

Nyt musikensemble bag ganske særlig koncert

Marianne D. Cornett
Mød mezzosopranen Marie Degener Troelsen den 15. oktober i Det Musiske Hus.
Musik 10. oktober 2006 06:00

FREDERIKSHAVN: Harmasoflugi - denne kryptiske titel dækker over forbogstaverne i instrumenterne i et nyt musik ensemble. Harmasoflugi er et initiativ med en gruppe dygtige og kompetente musikere i højeste klasse. Mezzo sopranen Marie Degener Troelsen debuterede sidste år fra konservatoriets solistklasse med blændende anmeldelser og er allerede i fuld gang med en stor solistkarriere. Claus Ettrup Larsen er til daglig solofløjtenist i Aalborg Symfoniorkester, hvor også harpenisten Mette Nielsen slår sine strenge. Guitaristen Karl Petersen er blandt meget andet docent på konservatorierne i Århus og Aalborg og indgår i dette ensemble som mandolinspiller, og endelig finder man guitaristen Mats Lindblad, der netop har afsluttet sin undervisning som elev af Karl Petersen. Mats Lindblad har allerede været aktiv i mange sammenhænge og bl.a. uropført nye værker for guitar. Harmasoflugis usædvanlige sammensætning af stemme og instrumenter har inspireret adskillige af tidens komponister med sin ganske særlige og lyse klangverden. Et af de store moderne navne i europæisk musik, den tyske komponist Hans Werner Henze, har således skrevet et værk, ”Carillon, Récitatif, Masque”, der står på programmet hos Harmasoflugi. Dertil kommer helt nyskreven musik af danske Anders Brødsgaard og svenske Christofer Elgh. Den cubanske komponist Louis Aguirre fuldender ensemblets farverige program med et nyt værk, ”Butterfly’s Wings”, der er skrevet netop til denne lejlighed og får sin uropførelse i forbindelse med koncerten i Frederikshavn. Oplev en koncert med et fremragende ensemble og inciterende og vedkommende musik fra vor tids modernisme. Det foregår i Det Musiske Hus i Frederikshavn på søndag den 15. oktober kl. 16.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...